Her er Falcks nye vidunder – på el
Redningstjenesten Falck sætter strøm til sit første elektriske udrykningskøretøj.
Skulle uheldet være ude og du får brug for en ambulance – så kan det være, du bliver hentet af en, der kører på el.
Falck har nemlig netop rullet en ombygget Tesla ud, der skal fungere som lægebil i Region Syddanmark. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Og det er blot første skridt på vejen. Planen er nemlig, at der skal sættes strøm til en langt større del af Falcks bilflåde.
I første omgang skal Teslaen dog agere som prøvekanin, fortæller Jakob Rakob Riis, der er CEO i Falck:
– Den bliver testet under ægte udrykning med hurtig acceleration og hårde opbremsninger, og det har aldrig været gjort før. Vi tester på den og begynder udviklingen af en ambulance til liggende patienttransport sideløbende, siger han.
Snart en ægte, eldrevet ambulance
Næste skridt på vejen bliver elbiler, der skal transportere patienter rundt i København – det er aftalt med Region Hovedstaden.
Og så vil Falck derefter kaste sig over ‘rigtige’ ambulancer, der kører på el, siger Jakob Riis:
– Det forventer jeg også at se mere af i ambulanceudbud, og der vil vi være bedre forberedt end nogen andre. Vi har både lyst og pligt til at udvikle ambulanceområdet, og jeg glæder mig over, at vi allerede nu har den første elbil i drift, siger han.
En stor strømudfordring
Udfordringerne har været, at en ambulance bruger strøm til meget andet end blot at køre, og derfor belaster det bilens batteri. Det er afgørende at løse dette, så patienten er tryg under transport og sikker på at nå frem til hospitalet.
Derfor har man hos Falck valgt at køre med to elsystemer i bilen, så kørsel og livsvigtige funktioner er opdelt:
– Vi kører med et separat elsystem i bilen, som gør, at alt udstyr drives udenom bilens batteri så fx udrykningslys og -lyd, radio, medicinsk udstyr og køle-/varmeudstyr kører i et lukket system, som er opladet ved afgang, mens en Fuel Cell hele tiden lader under kørsel og ophold uden for garagen, forklarer Jakob Riis.