Her er den billigste måde at bruge penge på ferien
Der er stor forskel på, hvor meget du får ud af at betale med Visa Dankort, Mastercard eller kontanter på din ferie.
Sommerferien står for døren, og for rigtig mange danskere betyder det en tur til ud over landets grænser. Men når der skal betales for de mange kander Sangria i Spanien eller den lækre pizza i Roms gader, så er det en god idé at overveje, hvordan du vil betale for det.
Det er ikke lige meget, om du bruger kontanter eller kort som Mastercard eller Visa Dankort, hvis du vil have dine hårdttjente lønkroner til at række længst muligt på ferien.
Både Forbrugerrådet Tænk og Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen anbefaler, at du betaler med kort frem for kontanter.
Brug kortet
Det kan altså bedst betale sig, at det er betalingskortet, du hiver frem, når du får regningen på ferien. Du skal altså hverken veksle hjemmefra eller hæve på destinationen, hvis du kan undgå det.
– Det er billigere at bruge betalingskort, siger økonom Ida Marie Moesby fra Forbrugerrådet Tænk.
Hun peger blandt andet på hævegebyr som en af de tunge ekstraudgifter ved at bruge kontanter. Hævegebyret ligger typisk mellem 30 og 50 kroner per hævning.
Overskue dit forbrug
En anden fordel ved fortrinsvist at betale med kort på dine rejser, er at det er mere sikkert. Kontanter tiltrækker de mange lommetyve, der hersker på turistfyldte områder.
Desuden giver det dig mulighed for nemt at holde styr på dine udgifter.
– Du kan følge dine transaktioner i din net- eller mobilbank. På den måde kan du let skabe dig et overblik over feriens forbrug, når du kommer hjem, siger Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.
Visa er billigst
Til gengæld er der et valutakurstillæg på dit kort, som typisk ligger på 1-1,5 procent på et Visa Dankort, når du rejser inden for EU.
På et Mastercard og uden for EU er det typisk 1,5-2 procent. Den aktuelle kurs kan du tjekke hos din bank, inden du rejser.
– Det er som tommelfingerregel billigere at betale med et debetkort som Visa/Dankort frem for et kreditkort såsom Mastercard, siger Ida Marie Moesby.
Hæv en gang
Hvis du insisterer på, at du gerne vil have kontanter mellem hænderne på din rejse, kan det til gengæld godt betale sig at bruge et Mastercard.
Her kan du nemlig hæve større beløb. På et Visa Dankort er beløbsgrænsen typisk 2000 kroner om dagen , hvor det på et Mastercard er cirka 6000 kroner.
– Det er lidt dyrere i hævegebyr, men til gengæld kan du måske nøjes med at hæve en enkelt gang, siger Ann Lehmann Erichsen.
Andre fordele
Men der kan også være andre fordele ved at benytte et Mastercard. Det kan være en fordel at bruge dit Mastercard til at betale flybilletten, hvis du har en rejseforsikring tilknyttet kortet.
På den måde kan du nemlig benytte dig af kortets afbestillingsforsikring, hvis du pludselig ikke kan tage afsted alligevel.
– Om man har en forsikring tilknyttet, afhænger dog af, hvilken type Mastercard man har og ens aftaler med banken, siger Ida Marie Moesby og fortsætter:
– Hvor meget en eventuel rejseforsikring dækker, afhænger ligeledes af ens aftaler med banken.
Uanset hvad du vælger at bruge, råder både Forbrugerrådet Tænk og Nordeas forbrugerøkonom til, at du altid har flere kort med på ferie.