Her er de nominerede til landets største TV-pris
Fredag den 13. marts løftes sløret for, hvem der løber med prisen som det bedste danske dokumentarprogram, der er vist på TV i 2014. Det sker ved Billed-Bladets årlige TV-Guld-fest på Hotel d’Angleterre, hvor vinderen også modtager en check på 100.000 kroner.
I år er det 26. gang, at prisen for årets bedste TV-dokumentarprogram uddeles. Prisen, der regnes for at være den største af sin slags, uddeles fredag den 13. marts 2015 ved Billed-Bladets årlige TV-Guld-fest på Hotel d’Angleterre, hvor hele den danske TV-branche er samlet.
Billed-Bladets TV-dokumentarpris er på 100.000 kroner og har til formål at støtte produktionen af danske TV-dokumentarprogrammer, der bygger på kvalitet, engagement og professionalisme.
De nominerede for bedste TV-dokumentarprogram er:
”Våbensmuglingen” (DR 2)
Produceret af Fridthjof Film
Producer: Miriam Nørgaard
Dommerkomiteens kommentarer:
”Våbensmuglingen” er en dramatisk rekonstruktion – man kan næsten sige gendigtning – af de kaotiske begivenheder, der førte danske Niels Holcks britiske medsammensvorne, våbenhandleren Peter Bleach, i fængsel i Indien i forbindelse med et fejlslagent våbennedkastningsforsøg.
Som det er konventionen i internationale John Le Carrè-agtige spændingshistorier af denne type er dokumentarens kringlede plot ikke umiddelbart nemt forståeligt, men skildringen af de personlige konsekvenser ved henholdsvis at sidde i et indisk fængsel og udsigten til at skulle det fungerer fremragende og er dokumentarens nervepirrende og centrale element.
”1989!” (DR 2)
Produceret af Magic Hour Films
Instruktør: Anders Østergaard
Dommerkomiteens kommentarer:
Den internationale og stort anlagte ”1989!” er ligeledes en enestående dokumentar i TV-GULD-sammenhæng. Dokumentaren kan kun beskrives som banebrydende i henseende til sine helt fantastiske rekonstruktioner af historiske begivenheder i Ungarn og endog samtaler imellem de storpolitiske østeuropæiske ledere. Den tekniske ekvilibrisme skaber en særpræget fiktionsagtig stil, som virker forbløffende stærkt.
Der er tale om en seriøs og godt gennemarbejdet skildring, hvor den ene velmotiverede scene afløser den næste og gør fremstillingen informativ, vedkommende og underholdende.
”Pigen med knogler af glas” (TV 2)
Produceret af B-Film
Tilrettelæggelse: Gitte Valentin og Klaus Birch
Dommerkomiteens kommentarer:
”Pigen med knogler af glas” er et ekstraordinært indlevet portræt af en svært handicappet 17-årig piges liv. Hun går på en almindelig efterskole, men lider af en uhyre sjælden form for knogleskørhed og er en af en håndfuld unge i hele verden, som må kæmpe med knogler, der rent faktisk brækker, hvis hun nyser.
Fremstillingen er smuk, enkel og sober uden at gøre større væsen af sig selv. Lidt ligesom hovedpersonen i den – og det er et smukt og meget bevægende sammenfald.
”Mig og min far – hvem fanden gider klappe?” (DR 2)
Produceret af Made in Copenhagen
Instruktør: Kathrine Ravn Kruse
Dommerkomiteens kommentarer:
”Mig og min far – hvem fanden gider klappe?” er en dokumentar af fluen på væggen-typen. Oven i købet planlagt sådan, at hverken fluen, kameraet, eller optagelsernes tekniske hjælpemidler, trådløse mikrofoner og lignende søges gemt af vejen, men tværtimod øger virkelighedsopfattelsen, fordi vi kan se og forstå, hvordan filmen er lavet.
Fordi historien om filmskaberens forhold til sin alkoholiske far er filmet over en to-årig periode, får filmens enkelte scener en særlig super-autentisk form, hvor hovedpersonernes udvikling – både fysisk og psykisk – kommer til at stå enormt stærkt, lidt ligesom i den Oscar-aktuelle BOYHOOD.
”Danmark sælger ud” (DR 1)
Produceret af DR
Tilrettelæggelse: Søren Kristensen, Frederik Brun Madsen, Michael Klint og Jeppe Gaardboe
Dommerkomiteens kommentarer:
I den helt anden ende af spekteret finder vi serien ”Danmark sælger ud”, som sætter fokus på salget af blandt andre TDC og lufthavnen til en række udenlandske kapitalfonde. Der er tale om en smidigt struktureret og journalistisk veltilrettelagt gennemgang af de voldsomt komplicerede og sammensatte forløb disse forretninger fører med sig.
Der redegøres grundigt for baggrundene og en lang række af konsekvenserne af de implicerede politikeres beslutninger belyses fremragende i denne klassiske TV-dokumentar.
Et bredt kandidatfelt
De fem nominerede er udvalgt blandt en lang række dokumentarprogrammer, der har det tilfælles, at de alle er blevet vist på TV i løbet af 2014. De danske TV-stationer har på eget initiativ foretaget indstillingen til den prestigefyldte TV-pris.
De nominerede til TV-Guld-prisen er udvalgt af en komité bestående af filminstruktør Bille August, direktør Bent Fabricius-Bjerre, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen, forfatter Sara Blædel, filmproducent Per Holst, skuespiller Cecilie Stenspil, executive producer Karen Boel Holst, cand. mag. Preben Wilhjelm, chefredaktør Annemette Krakau og producer Mads Egmont Christensen, der også er formand for dommerkomiteen.
Ifølge Mads Egmont, formand for dommerkomiteen, udtrykker alle de nominerede TV-dokumentarprogrammer sædvanen tro deres tilrettelæggeres og instruktørers engagement og professionalisme. Dog er det deres forskelligheder, der først og fremmest falder i øjnene.
– Som det fremgår af de fem nomineringer, er der tale om en usædvanlig bredde i de historier, som TV-stationerne har valgt at vise deres seere i det forløbne år. Det er meget sigende for den høje kvalitet, der i disse år præger dansk dokumentarisme, at alle de nominerede programmer har vakt betydelig opmærksomhed i brede kredse af befolkningen, fortæller Mads Egmont.
Sidste år gik Billed-Bladetss TV-Guld og de 100.000 kroner til ”Bush, Blair og Fogh – Krigskampagnen”, der er instrueret af Boris Bertram og har Christoffer Emil Bruun som manuskriptforfatter. Dokumentarprogrammet handler om spin og løgn på verdenshistorisk niveau og sætter fokus på, hvordan beslutningen om at angribe Irak ikke blot hvilede på tvivlsomme forudsætninger, men også på forhold, der blev præsenteret som fakta uden at have noget hold i virkeligheden.
Udover prisen for årets bedste TV-dokumentarprogram uddeles TV-Guld også til Årets kvindelige og mandlige nyhedsværter, Årets kvindelige og mandlige underholdningsværter, Årets kvindelige og mandlige sportsværter samt Årets TV-program.