Her er danskernes favorit-pension

Et stort flertal af danskerne mener, at det skal vægte tungere, at man er nedslidt end hvor mange år, man har været på arbejdsmarkedet, når det gælder retten til tidlig pension. En klar opbakning til at bevare den seniorpension, som SVM-regeringen har planer om at afskaffe og erstatte med den stærkt forringede Arne Plus-ordning. Det viser en ny meningsmåling, YouGov har lavet for Gigtforeningen

Offentliggjort Sidst opdateret

Undersøgelsen kommer på et tidspunkt, hvor regeringens planer om at afskaffe seniorpensionen og erstatte den med den såkaldte Arne Plus-ordning, vækker hård kritik. 

Det skriver Gigtforeningen i en pressemeddelelse. 

Ikke den store hjælp

Det vil nemlig betyde, at retten til tidlig pension for mennesker, der har deres læges ord for, at de har en stærkt nedsat arbejdsevne, forringes markant. Faktisk må de nedslidte vente yderligere tre år på at kunne trække sig tilbage - og til en væsentligt lavere ydelse. Noget der bekymrer direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind:

- Arne Plus-ordningen er ikke til den store hjælp for nedslidte mennesker. Den kommer alt for sent - for det er faktisk allerede i 50'erne, de fleste bliver begrænset i deres arbejdsliv pga. smerter. Og så er der altså lang vej, til man fylder 64 og får den her mulighed for at trække sig tilbage. For rigtig mange nedslidte vil afskaffelsen af seniorpensionen betyde, at de skal slæbe sig på arbejde på smertestillende medicin i yderligere tre år. Det er en voldsom forringelse og helt urimeligt.

Bakkes op

Modviljen bakkes op af et stort flertal af danskerne:

87 % mener, at borgere, der har deres læges ord for, at deres arbejdsevne er væsentligt nedsat, skal have lov til at trække sig tilbage før folkepensionsalderen

76 % mener, at nedslidning skal vægte tungere end antallet af år på arbejdsmarkedet, når det gælder retten til tidlig pension

65 % af dem, som ikke allerede er gået på pension, er bekymrede for, om de kan holde til at arbejde, indtil de er berettigede til at få folkepension

59 % er modstandere af, at borgere, der af deres læge vurderes som nedslidte, først kan gå på pension tre år før folkepensionsalderen

Overrasker ikke

- Danskernes holdning kommer ikke det mindste bag på os i Gigtforeningen. Når man hver dag er i tæt kontakt med mennesker med gigt- og rygsygdomme, ved man, at det er et spørgsmål, der optager rigtig mange af dem. Medarbejderne i vores rådgivning taler dagligt men gigtpatienter, som lever med daglige smerter. De ville ønske, de kunne blive ved med at arbejde - det betyder alverden for dem.  Men smerterne gør det umuligt at fortsætte meget længere. For dem er det helt afgørende, at de kan stole på, seniorpensionen er en mulighed, siger Mette Bryde Lind.

- Arne Plus-ordningen er ikke til den store hjælp for nedslidte mennesker, lyder det.
- Arne Plus-ordningen er ikke til den store hjælp for nedslidte mennesker, lyder det.

Arne-pension

Hvis du ønsker at gå på pension tidligere end din folkepensionsalder, er ordningen tidlig pension måske relevant for dig. Du skal opfylde forskellige betingelser for at være berettiget til tidlig pension.

Hvorfor kaldes det Arne-pension?

Ordningen går også under navnet Arne-pension, fordi en bryggeriarbejder ved navn Arne Juhl var frontfigur i Socialdemokraternes kampagne om pensionen.

Din anciennitet er afgørende

Du har ret til at gå 1, 2 eller 3 år tidligere på pension, hvis du blandt andet opfylder betingelserne for, hvor mange år du har været tilknyttet arbejdsmarkedet (optjening af anciennitet).

Kilde: Ældresagen.dk
Powered by Labrador CMS