Her er Danmarks sødeste kassedame
Danmarks sødeste kassedame er blevet kåret af ugebladet Hjemmet.
10.000 læsere af ugebladet Hjemmet har kåret Danmarks sødeste kassedame 2015. Valget faldt på 21-årige Rosa Andersen fra Grenaa, kassedame i Lidl, der fik overrakt en check på 10.000 kroner, skriver ugebladet Hjemmet.
Og det var en overrasket Rosa Andersen, der hos Lidl fik besøg af ugebladet:
– Det er dejligt. Det var fedt bare at være med – men tænk; jeg vandt! Fedt, fedt, fedt!, lød det fra Rosa Andersen, mens kunderne brød ud i klapsalver, da de så, at Hjemmet kom for at hylde Danmarks sødeste kassedame 2015.
Rosa Andersen arbejder ikke på fuldtid, da hun for nogle år siden kom ud for en scooterulykke. Derfor arbejder hun 30 timer om ugen. Men når hun sidder bag kassen i Lidl, møder hun altid kunderne med et smil:
– Når jeg kommer hjem, har jeg tit herreondt i kinderne af at smile, har storsmilende Rosa Andersen tidligere sagt til Hjemmet.