Her er Danmarks ældste vælger
4.675.127 vælgere kan stemme til tirsdagens valg. 9167 kandidater stiller op. Ældste kandidat er 97 år
Vælgerne skal tirsdag beslutte, hvem der får plads i de 98 kommunalbestyrelser og fem regionsråd landet over fra 1. januar 2022.
Valglokalerne åbner klokken 8 og lukker klokken 20.
9167 kandidater stiller op til kommunalvalget, og 1351 står på stemmesedlerne til regionalvalget.
Alderspræsidenten blandt de kommunale kandidater er 97 år, mens den ældste kandidat til regionalvalget har rundet 94 år.
4.675.127 borgere kan ifølge KMD stemme.
Ældste vælger er 111 år
Den ældste vælger er 111 år, og 1256 vælgere er 100 år eller ældre på valgdagen.
Den er også fødselsdag for nogle: 164 vælgere fylder 18 år tirsdag og får dermed stemmeret i fødselsdagsgave.
I år er der 1383 valgsteder, hvor vælgerne kan sætte deres kryds i stemmeboksen.
Skønt tendensen i mange år har været en reduktion i antallet af valgsteder, er der siden 2017 kommet 42 flere valgsteder.
Det valgsted, hvor flest vælgere skal stemme, ligger i Viborg, og valgstedet med færrest stemmeberettigede ligger på Mandø.
* De fem største kommuner opgjort på vælgere:
1. København (521.783).
2. Aarhus (288.071).
3. Aalborg (180.111).
4. Odense (167.087).
5. Vejle (92.469).
* De fem mindste kommuner opgjort på vælgere:
1. Læsø (1548).
2. Fanø (2846).
3. Samsø (3191).
4. Ærø (5183).
5. Langeland (10.641).
Kilder: Valg.im.dk., KMD.