Her er børns nyeste mobbevåben
Børn mobber hinanden på nye apps, hvor de anonymt kan kritisere hinanden. 13-årige Peter er et af ofrene.
På mange børn og unges telefoner kan man i dag finde apps, der bliver brugt til anonymt at mobbe hinanden. Og der kommer hele tiden nye til, fortæller DR Nordjylland.
En af de nyeste hedder F3. Det ved 13-årige Peter Greve Mortensen og hans familie fra Saltum i Nordjylland alt om.
– Det var mange af mine venner, de havde den, og så tænkte jeg, at “den vil jeg også prøve”, siger Peter.
F3 bruges af mange børn og unge til at sende anonyme beskeder og spørgsmål frem og tilbage.
– Så skal man bare lige swipe op og trykke på den, så kan man vælge mellem anonym og ikke anonym, forklarer den 13-årige skoleelev.
Og det varede ikke længe, efter Peter hentede app’en, før uskyldige beskeder blev til mobning.
– Jeg har fået en masse spørgsmål om, om jeg ikke havde nogle venner – har du overhovedet nogle venner – og du er alt for tynd og alt sådan noget, som rammer hårdt, siger han til DR Nordjylland.
Far fulgte med
På sidelinien kunne Peters far, Jens Havmand Mortensen, også se, hvordan de anonyme beskeder gjorde sønnen usikker og ked af det.
– Jeg havde det selvfølgelig dårligt, for man har jo ingen mulighed for at forsvare sig mod det eller gøre noget, med mindre dem, der har sendt beskederne, træder frem og siger, at det var en fejl eller en dårlig joke, siger han.
Hos Red Barnet og Børns Vilkår hører man jævnligt om lignende sager, for det kan være svært for forældre og skoler at gribe ind og være opdateret på hvilke apps, der nu er populære. Det kan nemlig variere fra klasse til klasse og fra by til by, fortæller Jon Kristian Lange, der er seniorrådgiver i børns digitale liv hos Red Barnet.
Ifølge ham er programmerne pudsigt nok populære, fordi de netop giver mulighed for at stille spørgsmål uden at give sig til kende.
– Det kan være, at man er forelsket i en pige eller dreng, og så kan man stille spørgsmålet, om vedkommende kunne tænke sig at gå på date eller i biffen med en med rødt hår for eksempel. Det vil man måske ikke turde spørge om i klassen, siger Jon Kristian Lange.
Værktøj bliver misbrugt
Desværre bliver samme anonymitet altså misbrugt til digital mobning. Hos Børns Vilkår kalder børnefaglig konsulent Sanne Lind det for et alvorligt problem. Hun opfordrer forældre til at tage snakken med deres børn i det, hun kalder for fredstid.
– Hvis man hver dag taler med sine børn om, hvad de er optaget af, og hvad de synes er sjovt, så kan man også bedre guide dem, når der så sker noget, som ikke er hensigtsmæssigt, siger Sanne Lind til DR Nordjylland.
Hun foreslår samtidig, at skoler og forældre tager en kollektiv beslutning, hvis der er apps, der skal forbydes.
– Hvis det er blevet kulturen i klassen, at det her leger vi med, så er det jo forfærdeligt for det ene barn, der står udenfor, siger den børnefaglige konsulent.
I Saltum har 13-årige Peter Greve Mortensen også et klart råd til alle andre børn og unge, der oplever mobning på telefonen.
– Sig det til en voksen. Og så vil det være en god idé bagefter at slette det, siger han.
DR Nordjylland har forgæves forsøgt at få en kommentar fra det lettiske firma, der udbyder den omtalte app F3.