Her er årets bil 2019: Har du råd til den?
Elbilen Jaguar I-Pace er blevet kåret som årets bil i Europa 2019 ved det internationale motorshow i Genéve.
Elbilen Jaguar I-Pace løber med titlen som årets bil i Europa 2019.
Det er mandag blevet offentliggjort på den internationale bilmesse i Genève i Schweiz.
Det er første gang nogensinde, at en Jaguar løber med titlen, og det var også et historisk tæt opløb.
Der var nemlig for første gang stemmelighed mellem to biler, og titlen kunne i stedet for Jaguaren være gået til den lille franske sportsvogn Alpine A110.
Jaguar I-Pace er en ren elbil, der har en opgivet rækkevidde på 415 kilometer på en fuld opladning. Med dansk afgift koster englænderen 713.880 kroner, og den fås på nuværende tidspunkt kun i topmodellen med 400 hestekræfter.
De mange hestekræfter leveres af to elmotorer, der driver bag- og forakslen, hvilket giver bilen firehjulstræk. I-Pace har allerede fået hæder i det elbils-elskende Norge, hvor den for nylig blev kåret til årets bil.
– Ingen, der har kørt denne bil, forlader den uden et smil. Den kører fantastisk, den har høj komfort og en meget høj oplevet kvalitet. Jeg har blot to problemer med I-Pace: prisen og oplademuligheden hjemme. Den er simpelthen for langsom, siger det eneste danske medlem af den europæiske jury, Motors og FDMs Søren W. Rasmussen, til FDM.
Nul point til topbil
De syv biler i finalen var: Sportsvognen Alpine A110, Citroën C5 Aircross, Ford Focus, Jaguar I-Pace, Kia Ceed, Mercedes-Benz A-klasse og Peugeot 508. Du kan i galleriet til denne artikel se, hvor de forskellige biler placerede sig i afstemningen.
Juryen, der kårer årets bil, består af i alt 60 motorjournalister fra 23 europæiske lande. Fra Danmark har FDM, bilejernes interesseorganisation, kunnet stemme.
FDM’s journalist gav flest point til SUV’en Citroën C5 Aircross med otte point, og nul point gik til sportsvognen Alpine A110, der i lang tid stod til at vinde.
Sidste år blev Volvo XC40 kåret til årets bil i Europa, mens Ford Focus i januar blev kåret til årets bil i Danmark. Den populære familiebil fra Ford var da også med i finalefeltet, men blev altså overhalet af elbilen.