Her er årets 10 vigtigste arkæologiske fund
Oldtidsvej, fodspor fra stenalderen og en tvekønnet vikingefigur er blot tre af årets top 10 arkæologiske fund
Her er 2014’s 10 vigtigste arkæologiske fund:
* Odense: Danmarks ældste bryghus
Under det tidligere Albani Torv i Odense finder arkæologer i foråret resterne af et middelalderbryghus. Ved det 16 meter lange bryghus fandt arkæologerne også en brønd. En af tønderne i brønden er lavet kort efter år 1315, mens to andre er lavet kort efter 1336. Bryghuset er dermed det ældst kendte i Danmark. (Odense Bys Museum)
* Vindinge: 17 langhuse fra jernalderen
Ved Stålmosegårds jorder ved Vindinge finder arkæologer en af de mest velbevarede bebyggelser, der er fundet i mange år, fra den yngre jernalder. Bebyggelsen består af mindst 17 langhuse og har blandt andet meget velbevarede lergulve og stenlagte ildsteder. Der bliver desuden fundet et bronzesmykke fra 900-tallet med et billede af en person, som skærer grimasser og trækker sig selv i håret. (Roskilde Museum)
* Bornholm: Dekorerede vægpaneler fra stenalderen
Udgravninger ved Vasagård i Åker i efteråret afslører facetter af en samlingsplads fra stenalderen. Her finder arkæologer blandt andet dekorerede vægpaneler af brændt ler. På pladsen finder arkæologer også såkaldte solsten, der peger mod solkultdyrkelse. Fundet dateres til år 2900-2800 før Kristus. (Bornholms Museum)
* Schleswig-Holstein: Port i Dannevirke
Der bliver fundet en port i Dannevirke. Arkæologer kan nu bevise, at det tidlige Dannevirke er ældre end år 500 efter Kristus som først antaget. De kan samtidig dokumentere, at porten har været forsvarsværkets åbning i al den tid, Dannevirke har været i brug fra cirka 400 til 1200 efter Kristus. (Museum Sønderjylland)
* Gammel Skørping: Hesteudstyr
To detektorfolk finder i august omkring 40 bronzegenstande fra cirka år 800 før Kristus. Men det mest interessante fund, der sker ved en efterfølgende udgravning, er hesteudstyr, som ikke er set før i Nordeuropa. Her bliver der fundet cirka fire meter lange og 2800 år gamle læderremme til seletøj og tømmer samt andet hesteudstyr af bronze. (Nordjyllands Historiske Museum)
* Køge: Vikingeborgen Borgring
Danmarks femte trelleborg bliver fundet i august på Vallø Stifts marker vest for Køge. Borgen måler 145 diameter og er dateret til 900-tallet. Det er første gang i over 60 år, at der bliver fundet en ny vikingeborg af trelleborg-typen i Danmark. (Museum Sydøstdanmark, Danmarks Borgcenter Museum)
* Aulum: Oldtidsvej
Forud for vejbyggeriet mellem Herning og Holstebro finder arkæologer en vej fra oldtiden, som blandt andet er markeret af syv gravhøje, hvor kun én er kendt i forvejen. I højene finder arkæologerne grave fra en periode på omkring 5000 år. Imellem højene bliver der blandt andet fundet jordfæstegrave og urnegrave fra jernalderen. (Museum Midtjylland)
* Hillerød: Moselig
Salpetermosen i Hillerød Syd viser sig at gemme på et unikt fund. Her finder arkæologer et moselig af en 25-30-årig mand fra år 3650-3500 før Kristus. Manden var blevet aflivet med et slag i baghovedet formentlig fra en stenøkse og ofret til guderne. (Museum Nordsjælland)
* Revninge syd for Kerteminde: Tvekønnet vikingefigur i sølv
I april gør Paul Uniacke sit livs fund, da han finder en 4,6 centimeter høj unik forgyldt sølvfigur fra 800-årene. Figuren har træk, som kan tolkes både feminint og maskulint. På samme mark bliver der fundet omkring 35 andre genstande, som afslører, at der har ligget en bebyggelse gennem nogle hundreder år. (Vikingemuseet Ladby)
* Syltholm øst for Rødbyhavn: Fodspor fra stenalderen
Ved udgravningerne til den kommende Femern Bælt bliver der fundet menneske-fodspor fra tidlig yngre stenalder. Fodsporene er de ældste i Danmark. De er en størrelse 36 og 42 og blevet sat under en storm i bondestenalderen, hvor de to mennesker formentlig forsøgte at redde et fiskegærde. (Museum Lolland-Falster)
Kilder: Kulturstyrelsen og museerne.
/ritzau/