Her bankede Brian sin kæreste ihjel
I september tævede en nu 38-årig mand sin kæreste på et hotelværelse i Viborg. Hun døde næste dag.
En 42-årig kvinde blev udsat for så grov vold på et hotelværelse i Viborg i september, at hun dagen efter døde på grund af sine skader.
Torsdag er hendes kæreste blevet idømt syv års fængsel for vold med døden til følge. Det oplyser anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Fredag den 14. september ringede den nu 38-årige Brian Sebastian Straarup efter en ambulance til værelse 105 på Best Western Palads hotel i Mathias Gade. Hans kæreste havde vejrtrækningsproblemer, forklarede han.
Da ambulance og politi ankom, var kvinden bevidstløs. Hun blev bragt til sygehuset, mens hendes kæreste blev anholdt og sigtet for grov vold.
Slået med computer
I grundlovsforhøret dagen efter nægtede Straarup sig skyldig i grov vold, men erkendte dog, at han havde skubbet til kæresten.
Anklagemyndigheden havde dog en anden opfattelse. Ifølge anklageskriftet blev kvinden både skubbet, sparket og slået i hovedet og på kroppen. Blandt andet var hun blevet slået med en computer.
Oprindelig var der tvivl om dødsårsagen, men en obduktion kunne siden fastslå, at den 42-årige kvinde havde voldsomme skader. Hun havde blødninger flere steder i hjernen, sår i ansigt og hovedbund samt blå mærker og hudafskrabninger på det meste af kroppen.
Brian Sebastian Straarup, der har flere domme bag sig for blandt andet vold og hjemmerøveri, valgte at tænke over, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.