Her ændres byttereglerne til det bedre for kunden
Den succesfulde møbelkoncern Jysk giver nu sine kunder evig returret. Det betyder, at du altid vil kunne få pengene tilbage for en vare, så længe du har kvitteringen.
Lars Larsens gigantiske møbel- og dynevirksomhed Jysk kommer nu sine kunder i møde.
Den store koncern bøjer byttereglerne i de 103 danske butikker.
Det verdensomspændende sengetøjslager ændrer nemlig sin politik, og giver sine mange kunder en længere byttefrist.
Faktisk bliver fristen så lang, som den overhovedet kan blive, fordi der bliver tale om evig returret. Det skriver Berlingske Business.
Dermed tager Jysk kampen op mod sin svenske “storebror” Ikea, der længe har kørt med evig returret.
Fra 14 dage til evig tid
– Vi gør det simpelt og fjerner tidsfristen helt. Så ved vores kunder, at de altid kan komme og returnere deres køb, fortæller Niels Veien til Berlingske Business.
Han er direktør for kundeoplevelser i Jysk Nordic.
Hidtil har det kun været muligt at bytte sine Jysk-varer i 14 dage – men den regel er altså faldet bort i samtlige danske butikker.
Dermed er det muligt for kunderne at få deres penge tilbage, hvis de har en kvittering på deres ubrugte vare.
Ny frist øger kundetilfredshed
Og skulle kvitteringen være bortkommet, så er det fortsat muligt at bytte sin vare til en anden – og heller ikke her vil der være en egentlig tidsfrist.
– Det er de ting, som vi gør efter salget, når kunderne har problemer, der giver kundetilfredshed, fortæller Niels Veien til dagbladet.
Men faktisk er det slet ikke noget krav herhjemme, at man skal kunne få pengene retur for en købt vare.
Newsbreak gennemgår bytte- og returreglerne i Danmark i galleriet over artiklen.
Kilde: Tænk/Forbrugerrådet