Hende skal hun møde i Wimbledon
For få uger siden vandt Barbora Krejčíková French Open. I næste uge skal hun møde Clara Tauson i Wimbledon.
Det danske tennistalent Clara Tauson får voldsomt svær modstand i første runde af den legendariske græsturnering Wimbledon.
Hun skal således op imod tjekkiske Barbora Krejčíková, som for få uger siden vandt grand slam-turneringen French Open.
Det står klart efter lodtrækningen fredag.
Barbora Krejčíková er lige nu nummer 17 i verden, mens Clara Tauson ligger nummer 93. Clara Tauson kan dog klamre sig til, at 25-årige Krejčíková endnu ikke har vundet en singlekamp på græs i en WTA-turnering.
God optakt
Ved French Open, som bliver spillet på grus, vandt tjekken over Anastasia Pavlyuchenkova i finalen, ligesom hun også var med til at vinde finalen i doubleturneringen.
Clara Tauson har haft knap så god en optakt til Wimbledon. Hun stillede tidligere på ugen op i en græsturnering i Tyskland, men røg ud allerede i første runde.
Det var første gang, Clara Tauson spillede en WTA-turnering på det grønne og hurtige underlag, og Wimbledon bliver altså anden gang.
Wimbledon går i gang på mandag, men det står endnu ikke klart, hvornår Clara Tauson indleder turneringen.
Tidligere slået ud
Clara Tauson har tidligere i karrieren spillet to grand slam-turneringer, men det er første gang, hun er med i seniorturneringen i Wimbledon.
Både i år og sidste år var hun med i French Open, hvor hun i begge tilfælde blev slået ud i anden runde.
I år var det den tidligere verdensetter Victoria Azarenka, der satte en stopper for det danske tennistalent.
Hos herrerne skal den forsvarende mester Novak Djokovic møde den useedede brite Jack Draper i første runde.
Roger Federer, der er lidt af en legende i Wimbledon, skal møde franske Adrian Mannarino.