Hemmelighedsfuld Olsen burer landsholdet inde

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Morten Olsen smider tilskuere og andre nysgerrige væk efter et kvarters opvarmning før opgør mod Albanien.

Tilskuere er forment adgang til landsholdets træning forud for de kommende kampe mod Albanien og Armenien i EM-kvalifikationen.

Landstræner Morten Olsen vil have, at spillerne kan træne i fred og ro uden nysgerrige blikke i Helsingør.

Tirsdag og onsdag er portene ind til træningsbanen blevet skruet fast eller låst efter et kvarters opvarmning, så de er umulige at åbne for forbipasserende, der gerne vil se Nicklas Bendtner og co. under træningen.

– Hvis du tager rundt i Europa, så lukker mine kolleger også for træningen, siger Morten Olsen om beslutningen.

– Det har vi gjort de sidste par gange, tror jeg. Måske har vi haft en åben træning, fortæller han.

Onsdag blev flere skolebørn bedt om at forlade tribunen, da opvarmningen var overstået.

De lukkede træninger tirsdag, onsdag og torsdag giver Morten Olsen ro til at øve mulige konstellationer på den danske midtbane, hvor landsholdet må undvære skadede Christian Eriksen.

Samtidig er der kastet et slør ud over positionen som venstre back, hvor Nicolai Boilesen og Simon Poulsen er fraværende på grund af skader. Thomas Delaney, Daniel Wass og Riza Durmisi er i spil til pladsen.

Ifølge landsholdslæge Søren Kaalund deltager alle spillere fuldt ud i onsdagens træning.

Fredagens modstander Albanien presser Danmark hårdt i kampen om en plads ved næste års EM i Frankrig. Albanerne har ligesom det danske landshold 10 point, men Danmark har spillet en kamp mere end Albanien.

Portugal topper landsholdets EM-kvalifikationsgruppe med 12 point. De to bedste hold i gruppen kvalificerer sig direkte til EM-slutrunden.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS