Helveg: Nordisk naturpris til dansk forening

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Siden 2007 har Danmarks Naturfredningsforening arbejdet målrettet for at få de danske kommuner til at skære ned for CO2-udledningen.

Det har resulteret i frivillige aftaler med 77 ud af de 98 kommuner, og det skal belønnes, mener klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R). Han har derfor indstillet naturfredningsforeningen til Nordisk Råds natur- og miljøpris 2015.

»I omstillingen til et grønnere Danmark er det vigtigt at sætte forpligtende mål, der understøtter vores ambitiøse klima- og energipolitik. De frivillige aftaler med kommunerne skal derfor ses som et vigtigt supplement til de offentlige forpligtelser, som kommunerne også har,« udtaler ministeren.

Ifølge aftalerne med Danmarks Naturfredningsforenings skal kommunerne reducere udledningen af drivhusgasser med mindst to procent årligt.

»Det er den slags tiltag, der er med til at gøre en forskel for klimaet,« siger Rasmus Helveg Petersen.

Nordisk Råds natur- og miljøpris gives netop for et produkt, en opfindelse eller en kreativ indsats, som hjælper med at skære ned på udslippet af drivhusgasser.

»Det har Danmarks Naturfredningsforening med deres unikke og landsdækkende kommuneindsats gjort sig fortjent til,« erklærer klima- og energiministeren.

Prisen overrækkes i slutningen af oktober under Nordisk Råds session i Reykjavik. Netop Reykjavik Kommune vandt prisen i 2014 for »kommunens brede og målbevidste miljøengagement«.

Powered by Labrador CMS