Helveg: Danskerne sparer penge på varmeaftale

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Klimaminister Rasmus Helveg Petersen (R) kalder varmeaftale et “pragmatisk grønt skridt”. Varmeregninger vil falde.

Det lyder næsten for godt til at være sandt.

En ny aftale mellem alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance vil hjælpe miljøet, sænke folks varmeregninger og samtidig stort set ikke koste staten noget. Sådan lyder meldingen fra klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).

Aftalen går ud på at give 50 varmeværker lov til at frigøre sig fra naturgas og i stedet gå over til biomasse og andre brændsler.

Aftalen lægger sig oven på en lignende aftale fra tidligere, der tillod 35 varmeværker samme omlægning.

Det er et pragmatisk skridt i den grønne retning. Og jeg er glad for den brede opbakning, siger Rasmus Helveg Petersen.

– Vi tillader nu 50 varmeværker, som er låst på afgiftspålagt naturgas og dyr økonomi, at de skifter til afgiftsfri biomasse. Og det vil betyde rigtig meget for folks varmeregninger, siger han.

– Da vi tog de første 35 værker, fik folk reduceret deres varmeregning med 5-10.000 kroner, og nu tager vi så 50 værker mere, siger han.

Spørgsmål: Hvis det er godt for miljøet og folks pengepung på samme tid, hvorfor har man så ikke gjort det før?

– I hele regnestykket mangler der selvfølgelig nogle penge. Staten fik jo indtægt for den afgiftsbelagte brændsel, men det kommer ikke til at koste noget videre. Det bliver inden for 10 millioner kroner, siger han og tilføjer:

– Der kommer så nogle indtægter den anden vej, så det kommer nærmest til at gå op.

Som led i aftalen vil Asnæsværket få tilskud til at skifte kul ud med biomasse, oplyser ministeren.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS