Heltene fra 1999: -Playoff er som alle andre kampe

Martin Jørgensen. Foto: Henning Bagger/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Playoffkampene mod Sverige bør gribes an som alle andre landskampe, mener tidligere landsholdskoryfæer.

Selv om der er massivt fokus fra pressen og befolkningen, så er der ingen grund til at håndtere afgørende playoffkampe om EM-billetter på en anden måde end almindelige kvalifikationskampe.

Det siger Stig Tøfting, Martin Jørgensen og Bo Johansson, der alle spillede nøgleroller, da Danmark i 1999 bankede Israel med sammenlagt 8-0 i to playoffkampe.

– Der var ikke nogen forskel i opladningen til kampene, som jeg husker det.

– Når du spiller en landskamp, hvor der er noget på spil, så er der ingen forskel på, om det er mod Malta i Parken, eller om det er en playoffkamp mod Israel, siger Stig Tøfting, der var blandt målscorerne for 16 år siden.

– Vi gjorde ikke noget anderledes

Samme toner lyder fra daværende landstræner Bo Johansson.

– Vi gjorde ikke noget anderledes, og jeg husker det ikke som om, der var nogen forskel i mentaliteten hos spillerne. Som hold var vi godt kørende med fire kvalifikationssejre i træk, så vi fortsatte bare de samme takter, siger Bo Johansson.

Ingen forskel på indstilling

Martin Jørgensen, der i dag er i landsholdets trænerteam og i 1999 var dansk målscorer, mærker heller ingen forskel på de nuværende landsholdsspilleres indstilling i træningslejren op til Sverige-kampene sammenlignet med seneste samling i oktober.

– Indstillingen hos spillerne er, som den altid er. Det gælder om, at spillerne ikke skal mærke presset, for de ved godt, det er to spændende kampe at spille, siger Martin Jørgensen.

I 1999 overraskede Danmark ved at vinde udekampen mod Israel med hele 5-0. Storsejren blev grundlagt af et Jon Dahl-mål allerede i kampens andet minut.

Den lektie håber Stig Tøfting, at 2015-landsholdet vil gentage.

– Det er netop et af det nuværende landsholds akilleshæle. Holdet er kommet bagud i for mange kampe, og det gør det unægtelig noget sværere, siger Tøfting.

Fra september 2014 til juni 2015 kom Danmark bagud 0-1 i otte landskampe i træk.

– Vi var heldige

Det suveræne danske 8-0-avancement i 1999 kom bag på landstræner Johansson, der havde forventet hårdere modstand.

– Vi vidste ikke, hvor gode Israel var. Jeg havde kun set dem på video, og vi fokuserede kun på vores eget spil, lige som vi gjorde til alle andre kampe.

– Vi var lidt heldige, for uanset hvad vi gjorde, så scorede vi. Men det var selvfølgelig ikke kun held, for vi spillede mod et i det tilfælde dårligere hold, end vi troede, siger Bo Johansson.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS