Helt vildt vejrskifte: Efter weekenden kommer det store forårschok

Det bliver varmt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra vintervejr til varm sommersol. Foråret er en fest at følge med i, og vi skal love for, der er store udsving forbundet med årstiden. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) vurderer i en spritny prognose, at vi på den anden side får usædvanligt høje temperaturer.

Det er ikke mange dage siden, vi nærmest havde vinterlige tendenser, og mangt en dansker har sukket over, at der i begyndelsen af april faldt en solid portion sne. Nu går det den stik modsatte vej, fortæller Martin Lindberg, der er meteorolog ved DMI, i en pressemeddelelse.

– I næste uge dannes et højtryk over Danmark. Det holder lavtryk og fronter med nedbør på god afstand, siger han.

Vilde varmegrader

På den anden side af weekenden vil det altså primært være tørvejr – trods det, at morgenerne kan være disede og skyede. Solen brænder dog hul lige i gennem.

I takt med, at solen får mere magt, bliver det naturligt nok også varmere, men i den kommende uge bliver det altså unaturligt varmt, vurderer Lindberg.

– Det bliver rigtigt fint forårsvejr – næsten usædvanligt fint for april. I gennemsnit ser ugen ud til at blive 2 til 3 grader varmere end normalt, mens nedbøren ligger under normalen, siger meteorologen i pressebeskeden.

Han vurderer, at de typiske dagtemperaturer i næste uge ligger helt oppe mellem 15 og 20 grader. Efterhånden kan det stedvist blive endnu varmere.

Først en våd weekend

Knap har vi nævnt det gode, førend vi må vende tilbage til et aber dabei. For ja, det bliver dejlig varmt på den anden side af weekenden, men det betyder jo altså per definition, at vi skal gennem weekenden.

Den bliver tilsyneladende ingenlunde noget at råbe hurra for. Især fredag bliver ganske regnfuld, tyder den seneste femdøgnsprognose fra meteorologerne på.

Lørdag betegnes for eksempel også med ordene “mest skyet og især i den nordlige del af landet stedvis lidt regn”.

– De kommende dage tegner til at blive lidt forudsigelige, og Danmark vil fortsat ligge på grænsen mellem varme syd for landet og koldere luft over Skandinavien, sagde meteorolog Jesper Eriksen til Newsbreak.dk tidligere onsdag.

Powered by Labrador CMS