Helt unik udstilling: Kom hjem hos dronningen

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Til sommer kan du se, hvordan de kongelige fester på Buckingham Palace, når en ny royal udstilling åbner.

De fleste piger har som små haft en drøm om at blive prinsesse og gå til bal på kongeslottet. Men nu behøver du ikke længere vente ved postkassen på invitationen til dronningens næste banket – du er nemlig allerede inviteret.

Til sommer åbner Buckingham Palace sine store stålluger og lukker for første gang turistbesøgende ind til et unikt indblik i paladsets pragt. Det skriver Hello! Magazine.

Her vil turister kunne følge i prinser, prinsesser og præsidenters fodspor og se udstillingen “En Royal Velkomst”. Udstillingen viser, hvordan paladset placerer de årlige 62.000 gæster ved middagsbordene til banketter, havefester og medaljeoverrækkelser.

Bordene i balsalen er sat i en hestesko, som du kender fra folkeskolen – dog med 170 guldbelagte stole, 2000 dele bestik og bordpynt af sølv.

På bordene vil der stå service, som de kongelige har brugt i over 200 år. Det løber i alt op til 12 isspande, 140 fade, 288 middagstallerkener, 58 dessertstande, 14 suppeterriner og 118 saltkar.

Men det hele skal ikke gå op i sølvtøj og siddepladser. Turisterne vil også få mulighed for at gå dronningens kjoler efter i sømmene. Både kjoler fra havefester og banketter vil være udstillet sammen med smykker og gaver, som de kongelige har modtaget af nogle af de 100 besøgende statshoveder.

Hvis du hverken interesser dig for bestik eller kjoler og smykker, kan det kongelig ridder-sværd måske fange interessen. Både stolen, hvorfra dronningen slår de udvalgte til riddere, samt sværdet, der fuldender titlen, kan også ses i udstillingen.

Udstillingen er åben fra 25. juli til 27. september på Buckingham Palace i London.

Newspaq

Powered by Labrador CMS