Helt særligt: Så varmt kan det blive i dag
De fleste i Danmark vil opleve en flot dag onsdag, inden påskedagene kommer med regn og lavtryk.
Er man blandt dem, der allerede nu har påskeferie, er der god grund til at komme ud og nyde solen onsdag, inden lavtryk med regn og byger kommer til at præge højtiden.
Det fortæller Hans Peter Wandler, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
En flot onsdag
- De fleste vil nok opleve en ganske flot onsdag med nogen eller en del sol, siger han, men fortæller også, at det vil være mere skyet i den vestligste del af Danmark.
Onsdag kommer temperaturen til at ligge mellem 9 og 15 grader. Lunest bliver det i Sydvestjylland, mens det kan føles koldere ved kyster med pålandsvind, fortæller meteorologen.
Mange lavtryk
Påsken kommer derimod ifølge DMI til at bære præg af, at Danmark skal have besøg af mange lavtryk og perioder med regn og byger.
- Så det flotte vejr holder ikke som sådan fast resten af påsken, siger Hans Peter Wandler.
- Der kan komme perioder med lidt eller nogen sol, men det generelle billede vil være lettere ustadigt vejr.
Kan stige lidt op
Lørdag er der dog mulighed for, at termometeret kan snige sig lidt op.
Især i det syd- og sønderjyske er der udsigt til lidt lunere temperaturer.
- Lørdag kan vi se frem til dagtemperaturer omkring 15 grader, men lokalt kan vi måske snige os lidt højere op, så i det syd- og sønderjyske kan det blive op til mellem 17 og 18 grader, siger Hans Peter Wandler.
Skyer og regn
- Igen er der også perioder, hvor der kan være skyer og regn. Så selv om temperaturen kan snige sig op, skal man nok ikke forvente de flotteste forårsdage.
Meteorologen siger også, at det regnfulde og skyede vejr kommer til at fordele sig over hele landet.