Helt særlig brandbil præsenteret
Er døbt "Brosprøjten".
Det sker af og til, at biler eller lastbiler bryder i brand på Storebæltsbroen. Den situation skal en specialfremstillet brandbil nu forsøge at lægge en dæmper på. Køretøjet er blevet døbt “Brosprøjten”.
Brosprøjten blev demonstreret hos Slagelse Brand og Redning i Korsør torsdag. Her fik de inviterede – blandt andre Sund & Bælt – syn for sagen med slukningskøretøjet, der alene kan håndtere bilbrande på Storebæltsbroen.
– Storebæltsbroen er en vigtig livsnerve for trafikken i Danmark, og derfor har vi kontinuerligt et stort fokus på, at broen er åben og sikker at køre over. Den specialdesignede brandbil vil sammen med en brandsikring af østbroens hovedkabler, som vi foretog sidste år, være med til at højne sikkerheden for de mange tusinde daglige bruger, siger Lars Fuhr Pedersen, der er teknisk direktør i Sund & Bælt, i en pressemeddelelse.
Brandbilen er tilpasset, så den præcis matcher forholdene på broen.
Den er for eksempel udstyret med en 14 meter lang bom, så derfor kan det nye brandkøretøj med en fjernstyret vandkanon sprøjte vand ind fra broens yderside og nå ellers svært tilgængelige og kritiske steder. Der er stillet skarpe krav til køretøjets udstyr, så det både er i stand til at klare de mere normale ulykker på broen, men også de helt voldsomme hændelser.
– Jo større og mere kompliceret en hændelse er, desto længere tid vil det også tage at løse den. Men vores håb er, at vi med den nye brosprøjte kan løse disse nemmere og hurtigere, så vi hurtigere vil kunne få trafikken til køre igen, siger Michael Djervad, Beredskabschef i Slagelse Brand og Redning.
Alt mandskab på Station Korsør er netop nu i gang med at blive uddannet i at bruge brosprøjten, og Slagelse Brand og Redning forventer at kunne indsætte den i operativ drift i midten af december.