Helikopter tilkaldt: Personbil rammer lastbil
I øjeblikket er vejen totalt spærret.
En lastbil og en personbil er kørt sammen på Vejlevej øst for Billund.
I skrivende stund er vejen derfor totalt spærret.
Ifølge Newsbreak.dks mand på stedet er der ankommet en helikopter, ambulance, lægeambulance, politi/indsatsleder og tre brandkøretøjer.
Han fortæller videre, at personbilen har ramt lastbilen, der kører med gasflasker, på det ene baghjul.
– Det er en personbil, der har ramt en lastbil, medgiver Jørn Lindhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, over for Newsbreak.dk.
Ifølge Lindhardt er én person tilskadekommen – hvor alvorligt vides endnu ikke præcist.
– Personen er fløjtet til OUH (Odense Universitetshospital. red.), siger vagtchefen.
Der er altså spærret på Vejlevej; der skal ryddes op og samtidig er en bilinspektør tilkaldt.
– Men de forsøger at lempe nogle biler igennem, siger Jørn Lindhardt.
Meldingen indløb klokken 09.01 – den lød der på færdselsuheld med fastklemte.