Helikopter tilkaldt: Mand styrter ned fra tag
I forbindelse med arbejde på et tag er en mand faldet ned.
Nordsjællands Politi og redningsfolk er mandag formiddag til stede på Strandvejen i Frederiksværk i forbindelse med en faldulykke.
– Det er en mand, der er faldet ned fra et tag i forbindelse med noget arbejde, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi David Borchersen til Newsbreak.dk.
– Manden er ved bevidsthed og har været det hele tiden, tilføjer vagtchefen.
Politiet har i forbindelse med ulykken spærret Strandvejen af i begge retninger, da en redningshelikopter er blevet tilkaldt.
Strandvejen er dog genåbnet for trafik, oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.
Ifølge vagtchefen skal manden på hospitalet. Der er endnu ikke klarhed, om det er et nærtliggende hospital eller hvorvidt der er tale om Rigshospitalet.
Ligeledes kan vagtchefen heller ikke informere yderligere om mandens skader.