Hele landet rammes af haglbyger

Hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der ikke tvivl om, at det meste af landet tirsdag bliver ramt af haglbyger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ustabil luft fra vest og sydvest vil nærmest med sikkerhed resultere i haglbyger, der kan falde over det meste af landet. Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Henning Gisselø, til Newsbreak.dk.

– Der kommer en del regn i løbet af dagen, og det er faktisk ret sandsynligt, at det flere steder bliver til haglbyger, siger han.

Sandsynligheden er størst i Vestjylland, hvor meteorologen også spår, at haglene vil blive størst, men som det ser ud lige nu, vil de fleste danskere kunne opleve hagl tirsdag.

I landsudsigten for tirsdag fremgår det, at bygerne tager af hen ad dagen.

– Vinden bliver jævn til hård fra sydvest, ved kysterne op til kuling. I løbet af eftermiddagen aftager bygeaktiviteten, og vinden drejer mod syd og bliver let til frisk, skriver DMI i sin vejrudsigt.

Temperaturerne vil ligge i omegnen af fem graders varme, og der vil stedvis komme kig til solen.

Hagl dannes ved, at regndråber fryser til is i luften, og derved bliver det til de hårde “kugler”, der kan gøre ondt at få i hovedet.

Powered by Labrador CMS