Hel regering går af
Frankrigs regering går af som led i udskiftning på premierministerposten.
Den franske premierminister, Édouard Philippe, træder tilbage fra posten, efter at han er blevet valgt som borgmester i byen Le Havre.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Udskiftningen betyder, at hele den franske regering går. Det oplyser præsident Emmanuel Macron ifølge nyhedsbureauet AFP.
Philippe understreger, at han bliver på posten, indtil der er udpeget ministre til en ny regering.
Emmanuel Macron har accepteret premierministerens fratrædelse. Den kommer ikke som nogen overraskelse, efter at præsidenten tidligere har varslet en “ny kurs” for resten af sin embedsperiode.
Præsidenten har lovet de franske vælgere, at han vil genopfinde sig selv, efter at landet er blevet ramt af den globale coronapandemi.
Efter søndagens lokalvalg har Macron blandt andet bebudet yderligere investeringer for 15 milliarder euro i grøn omstilling.