Hegn er ulovligt men får lov at stå
Ejeren af hegnet har sat det op af en ganske særlig årsag.
Det er selvtægt og ulovligt, når en husejer sætter et hegn op for at holde hjemløse væk fra sin ejendom, slår Aarhus Kommune fast. Men det ser ud til, at hegnet ved Klosterport kan blive stående i lidt tid endnu. Det skriver TV2 Østjylland.
Onsdag kunne TV2 Østjylland fortælle, at ejeren af Klosterporten 9 og 9b, Jens Søe, oplevede, at de hjemløse samledes på fortovet foran bygningen.
De hjemløse slæbte madrasser og stole hen foran ejendommen og holdt fester på forskellige tidspunkter i døgnet – også om morgenen.
Det skabte uro for lejerne i ejendommen. Dertil kommer, at der også er problemer med urin, afføring, tomme flasker og madrester foran bygningen.
Derfor har Jens Søe sat et midlertidigt hegn op.
Hegnet havde den rette effekt
Det virker til, at hegnet virker. For der har ikke været nogen fester foran ejendommen, siden hegnet blev sat op, oplyser Jens Søe torsdag.
Aarhus Kommune oplyser, at man ikke vil gribe ind over for hegnet på Klosterport på nuværende tidspunkt.
– I princippet er det her selvtægt. Det er noget vi normalt slår meget hårdt ned på. Men i det her tilfælde, på grund af de særlige omstændigheder med de ting, der foregår, så er det ikke noget, vi umiddelbart griber ind over for. Dog vil ejeren på et tidspunkt få en besked om at pille det ned, siger Kim Gulvad Svendsen, leder for Center for Byens Anvendelse, til TV2 Østjylland.
Vil have et kønt hegn op
Jens Søe ser gerne, at han kan få lov at få et permanent – og kønnere – hegn.
– Jeg har faktisk tænkt mig at ansøge Teknik og Miljø om at sætte et kønt hegn op, som man kender det fra England og andre steder, hvor man laver nogle kønnere værn, siger Jens Søe til TV2 Østjylland torsdag.
Du kan læse historien om, hvorfor hegnet blev sat op til at starte med, her: Husejer har fået nok: Sætter hegn op for at få hjemløse væk.