Hefner sælger Playboy Mansion men bliver boende i sit sex-palads
Det kendte "Playboy Mansion", der indtil nu har tilhørt Playboy-dynastiets konge Hugh Hefner, skal sælges og have en ny ejer.
Det kendte “Playboy Mansion”, der indtil nu har tilhørt Playboy-dynastiets konge Hugh Hefner, skal sælges og have en ny ejer.
I reality-serien “The Girls Next Door” kunne seere fra verden over følge med i, hvordan livet gik sin gang i den massive Playboy-villa, der går under navnet “Playboy Mansion”. Det store palæ ligger i den amerikanske by Los Angeles og har gennem årene været mest kendt for at huse kongen af Playboy-dynastiet Hugh Hefner og danne rammerne for flere eksklusive og notorisk berygtede fester for Hollywoods elite.
Til trods for at Hugh Hefner allerede tilbage i 1970’erne blev kendt for ejerskabet af sin specielle bolig, der foruden 29 værelser også inkluderer tre bygninger til dyr og en grotte, har nye tider nu ramt det berygtede palads. Ifølge ABC News står “Playboy Mansion” nemlig til at blive solgt for et svimlende beløb.
Ny ejer ikke ukendt blandt naboer
Den nye ejer af den famøse bolig er dog ikke ukendt i nabolaget, da det er Hugh Hefners egen nabo Daren Metropoulos, der står til at købe ejendommen, der ifølge ABC News tidligere er blevet vurderet til at koste 200.000.000 dollar.
Når Hugh Hefner overdrager ejerskabet af sin overdådige bolig til dets nye ejer, betyder det dog ikke, at den 90-årige Playboy-ejer skal finde sig et nyt sted at bo. I ejeraftalen står det nemlig understreget, at Hugh Hefner skal have lov til at bo i sit palæ, til den dag han dør.
/ritzau/FOKUS