Hedebølge: Livreddere vil hjælpe opkogte badegæster

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Med temperaturer på den anden side af 30 grader bliver der travlt på de danske strande i weekenden.

Badegæster i titusindvis ventes at søge mod kysterne i jagt på en svalende dukkert, og der betyder travlhed for livvagterne. Men det er ikke drukneulykker, der er førsteprioriteten, når kviksølvet bobler i termometeret, fortæller driftschef Anders Myrhøj fra TrygFonden, hvis livreddere er til stede på 37 strande landet over.

»Livredderne vil i højere grad holde øje med, om folk bliver overophedede. Og hvis de gør det, vil man gå hen og tage en snak med dem, måske tage dem med ind i skyggen og give dem nogle gode råd om, hvordan man beskytter sig selv i den her varme,« siger han.

Enkle regler

Rådene er enkle: Hold dig ude af solen mellem klokken 11 og 15, og sørg for at drikke rigeligt med vand.

»Når solen er så stærk, som den er for tiden, skal man søge skygge, og så gælder det om at bruge en god solcreme, i hvert fald faktor 15. Husker man det, så er man klædt godt på til en god dag på stranden,« siger Anders Myrhøj.

Når man så kaster sig i bølgen blå, er der fem baderåd, som er vigtige at huske. Man skal først og fremmest lære at svømme, og så skal man aldrig gå alene i vandet.

»Det er også vigtigt at læse vinden og vejret, altså om der for eksempel er fralandsvind eller store bølger, og derudover skal man lære stranden at kende. Det betyder, at man for eksempel skal være opmærksom på, om er det en stejl strand, som hurtig bliver dyb,« siger Anders Myrhøj.

»Og så er der det sidste, som bliver meget, meget væsentligt, når stranden her i weekenden er fyldt op med mennesker – slip aldrig børnene af syne. Vi kan simpelthen ikke opfordre nok til, at man sørger for at være rigtig, rigtig tæt på sine børn, når man går stranden med dem,« siger driftschefen.

Ikke flere livreddere

Selv om TrygFonden regner med, at badestrandene bliver yderst velbesøgte under weekendens hedebølge, sætter man ikke flere livreddere ind af den grund.

»Vi kommer til at køre med den samme bemanding, som vi gør alle andre dage, og vi føler os egentlig meget godt klædt på, ligegyldigt hvordan forholdene er,« siger Anders Myrhøj.

Ifølge DMI vil badevandstemperaturerne ligge på omkring de 20 grader landet over. Nogle steder kan vandet godt snige sig op på 21,5 grader, mens der i den nordlige del af landet sandsynligvis ikke vil være badevand, der er varmere end 17 grader.

Powered by Labrador CMS