Havørn dræbt af ekstremt dødelig gift
En havørn, der blev fundet døende på Lolland, blev forgiftet.
Det var ikke en naturlig årsag, der den 7. sebtember kostede en havørn på Lolland livet. Det skriver tv2.dk.
Havørnen blev fundet på Søllestedgård, hvor nogle forbipasserende troede, at den var blevet ramt af en bil. Den blev af Våbensted Vildtplejestation hastet til dyrlægen, men den nåede ikke frem, før den var død.
Nu har DTU Veterinærinstituttet obduceret havørnen og konstateret, at den døde af den ekstremt potente gift carbofuran.
Leon Holm Kragh, der står bag Våbensted Vildtplejestation er ikke i tvivl om, at der ligger en bevidst handling bag forgiftningen.
– Det er helt umuligt, at forgiftningen er sket ved et uheld. Det er noget, som bliver lagt ud i andre dyr, for at de skal spises. Man kan måske også godt gøre det, hvis der er undslupne dyr fra en minkfarm, men i det her område er der slet ikke nogen minkfarme, så det er udelukket, slår han fast, siger han til tv2.dk.
Leon Holm Kragh fortæller, at giftstoffet forårsager en smertefuld død, og at havørnens liv heller ikke havde stået til at redde, hvis den var nået frem til dyrlægen.
Carbofuran er så potent et giftstof at en mængde på størrelse med en ært kan slå 20.000 småfugle ihjel.