Have gravet op i Maddie-sag: Politi klapper i

To dages gravearbejde i en kolonihave i Hannover er slut. Politiet vil ikke sige, om der er fundet noget.

Tysk politi vil ikke sige noget om det graverarbejde de har foretaget de seneste dage i Maddie-sagen. Foto: Hauke-Christian Dittrich / AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Tysk politi har onsdag aften afsluttet en større eftersøgning i udkanten af storbyen Hannover.

Et større antal politifolk har siden tirsdag gravet et område op på en kolonihavegrund.

Den var i 2007 anvendt af den mand, som nu er hovedmistænkt i sagen om Madeleine McCanns forsvinden, der efterforskes som en drabssag.

Muligvis fundet kælder

Eftersøgningen på grunden begyndte tirsdag. Tyske anklagere ville kun oplyse, at den er en del af en drabsefterforskning, der involverer en 43-årig mand. Anklagemyndigheden oplyste ikke yderligere om, hvad politiet ledte efter.

Politiet har arbejdet bag skærme for at sikre, at uvedkommende ikke kunne følge med. Der har været indført forbud mod at flyve med droner over området, skriver den tyske netavis Bild.

Madeleine McCann forsvandt under en familieferie i Portugal i 2007. Det skete kort tid inden, at hun ville være fyldt fire år.

En 43-årig tysk mand er mistænkt i sagen og sidder varetægtsfængslet i Kiel.

Manden boede i 2007 i Portugal i samme område, hvor den lille pige forsvandt. I tiden efter boede han i kolonihaven udenfor Hannover.

Flere medier, herunder Bild og Hannoversche Allgemeine, har erfaret, at politiet har fundet en gammel kælder på grunden.

Flere medier mener, at politiet har fundet en kælder i kolonihaven. Foto: Hauke-Christian Dittrich / AFP
Flere medier mener, at politiet har fundet en kælder i kolonihaven. Foto: Hauke-Christian Dittrich / AFP

Denne oplysning er ikke officielt bekræftet. Politiet har heller ikke sagt noget om, hvorvidt et eventuelt fund har nogen betydning for opklaringen af den 13 år gamle McCann-sag.

Undersøgte brønde

Eftersøgningen af kolonihaven kommer kun få uger efter, det blev afsløret, at flere brønde i Algarve-regionen er blevet undersøgt i forbindelse med Madeleine McCanns forsvinden.

Portugisiske myndigheder har undersøgt flere brønde som led i efterforskningen. Det rapporterede både portugisiske og britiske medier om.

Ifølge medierne har politi og dykkere i Algarve-regionen undersøgt tre ubrugte brønde i Vila do Bispo. Det er cirka 16 kilometer fra det ressort, hvor Madeleine McCann forsvandt som tre-årig.

Adskillige efterforskere deltog i indsatsen, hvor der blev brugt særligt dykkerudstyr for at undersøge brøndene. Den største brønd skal være mere end 13 meter dyb.

I starten af juli blev flere brønde i Portugal undersøgt for spor ad Madeleine McCann. Foto: REUTERS/Carlos Vidigal
I starten af juli blev flere brønde i Portugal undersøgt for spor ad Madeleine McCann. Foto: REUTERS/Carlos Vidigal

Det var ikke en efterforskning, som Madeleine McCanns forældre var blevet informeret om, skrev britiske medier.

Ifølge de portugisiske medier førte efterforskningen af de tre brønde dog intet resultat med sig. Der blev ikke fundet spor af Madeleine McCann.

McCann er død

Tyske efterforskere har tidligere sagt, at de mener, at Madeleine McCann er død. Der er dog hidtil ikke fremlagt beviser eller detaljer, der bekræfter det.

Lige siden tysk politi har taget sagen om Madeleine McCann op, har de været åbne om, at deres teori var, at hun var blevet slået ihjel.

I midten af juni kom det frem, at hendes forældre også var blevet informeret om, at Madeleine McCann er død.

I et interview med britiske medier forklarer den tyske anklager Hans Christian Wolters nu, at han har sendt et brev til Madeleine McCanns forældre, der beskriver, at han og tysk politi har beviser for, at Madeleine McCann er død.

Den tyske anklager har ifølge ham selv sendt et brev til Madeleine McCanns forældre.

Heri skriver han, at der ingen tvivl er, om at deres datter er død. Godt nok beskriver han i brevet ikke, hvad der er baggrunden for, at han med sikkerhed ved det.

For Hans Christian Wolters forklarer, at han kan sætte hele efterforskningen overstyr, hvis han deler detaljer om den.

Faktisk har han ikke en gang delt sin information med andet politi, til trods for at både britisk og portugisisk politi efterforsker sagen om den forsvundne Madeleine McCann.

Tysk Politi er meget sikre på, at Madleine McCann er død. Det er forældrene ikke. Foto: REUTERS/Andrew Winning/File Photo
Tysk Politi er meget sikre på, at Madleine McCann er død. Det er forældrene ikke. Foto: REUTERS/Andrew Winning/File Photo

En talsmand for Madeleine McCanns forældre vil hverken be- eller afkræfte, om forældreparret har modtaget et brev fra den tyske anklager.

Har beviser

Tidligere har den tyske anklager forklaret, at tysk politi ligger inde med beviser, der bakker op om at Madeleine McCann er død.

– Alle indikationer, som vi har fået, og som jeg kan fortælle dig om, peger på, at Madeleine er død.

– Vi har ting, som vi ikke kan oplyse om, som bakker op om teorien om, at Madeleine er død, selv om jeg må indrømme, at vi ikke har fundet liget, har Hans Christian Wolter tidligere sagt til Sky News.

Men det er kun få dage siden, at han alligevel åbnede døren for, at Madeleine McCann kunne være i live.

For anklageren har erkendt, at de ikke har retsmedicinske beviser for den britiske piges død.

– Fordi der ikke er nogle retsmedicinske beviser, kan der godt være et lille håb. Vi vil ikke slukke det håb, og fordi vi ikke har retsmedicinske beviser, så kan det sagtens være muligt, udtaler anklager Hans Christian Wolters.

Selv om der er beviser mod den 43-årige tysker, der mistænkes for at stå bag drabet på Madeleine McCann, så har der ikke været nok til en tiltale mod ham.

Powered by Labrador CMS