Havde ikke forstand på det - men tjente 600.000
Nu bliver pensionen lidt sødere for et ægtepar fra Odsherred
En kvinde har skrabet sig til en gevinst på over en halv million.
Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
Skal, skal ikke?
En kvinde fra Odsherred i Nordvestsjælland landede på det første, da hun stod ved kassen i SuperBrugsen i Vig i mandags.
Fristelsen, hun ikke kunne modstå, var et Quick Bogstavjagt-skrabelod.
-Det var lidt et impulskøb. Jeg køber sådan et en gang imellem, men man regner jo ikke med at vinde noget. Det er mere for sjov, fortæller vinderen, der har valgt at være anonym.
Denne gang blev det rigtig sjovt.
-Jeg gik helt i panik, jo flere ord der kom frem på pladen, og jeg tænkte, at jeg måtte have skrabet noget forkert. Så jeg prøvede forfra og tjekkede alle ordene og bogstaverne, fortæller hun.
-Min mand prøvede også at tjekke, men han har ingen forstand på det, så vi endte med at køre i SuperBrugsen for at få det tjekket, og så var den god nok.
Der kunne medarbejderen bekræfte, at ægteparret havde skrabet sig til 600.000 kroner.
Et godt tidspunkt at vinde på
Det vindende ægtepar har begge forladt arbejdsmarkedet, så pengene luner.
-Vi er på efterløn, så gevinsten falder på et tørt sted. Det er et ret godt tidspunkt at vinde på, griner den glade vinder.
Hvad gevinsten skal bruges på, er ikke helt fastlagt endnu.
-Det overvejer vi stadig, men det bliver jo nok til at forsøde tilværelsen som pensionister. Vi havde jo planlagt, hvad vi kunne tillade os rent økonomisk, nu hvor vi ikke arbejder mere, så det er dejligt at kunne gøre lidt mere af det, vi har lyst til, lyder det fra den ene del af det heldige ægtepar.
Har delt nyhed
Nyheden om gevinsten har ægteparret allerede delt med venner og familie.
-Jeg fortalte det ret hurtigt til mine børn og min veninde, og så kunne de jo ikke holde mund med det. Men det går jo nok også, for man vil jo gerne dele det med nogen i stedet for at gå og holde det hemmeligt, siger vinderen.