Hav af sigtelser til to på stjålet motorcykel
To mænd forsøgte at stikke af fra politiet. På en stjålet motorcykel. Uden hjelme. For blot at nævne et par af sigtelserne.
Man må næsten formode, at de betjente, der mandag fik stoppet to mænd på en stjålet motorcykel, måtte have flere notesbøger i brug.
I hvert fald på det nærmeste væltede det ned over de to med sigtelse.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
En patrulje fra Østjyllands Politi mødte mandag klokken 17.00 flere motorcykler, som kom kørende ad Viborgvej i nordvestlig retning og kørte over for rødt i krydset ved Vestre Ringgade.
Den bagerste motorcykel kørte over stoplinjen og op på fodgængerfeltet, hvor den blev standset af den tætte trafik.
På motorcyklen sad en 20-årig mand og en 23-årig mand, begge uden hjelme.
De to mænd virkede utålmodige og gassede op og kiggede sig til begge sider. Patruljen løb over til motorcyklen på fodgængerfeltet og råbte, at de skulle standse.
Føreren forsøgte at gasse op, og passageren hoppede af og begyndte at løbe, men betjentene fik standset begge mænd, som brokkede sig højlydt og smed flere fornærmelser efter betjentene.
Sigtelser i hobetal
De to mænd blev anholdt, og den 20-årige blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, forstyrrelse af den offentlige orden, fornærmelser mod politibetjente og at køre uden styrthjelm.
Den 23-årige mand, som havde ført motorcyklen, blev sigtet for narkokørsel, ikke at efterkomme politiets anvisninger, ikke at bruge styrthjelm, at køre over for rødt og at køre motorcykel uden førerret.
Stjålet motorcykel
Ved opslag i politiets systemer viste det sig desuden, at den motorcykel, mændene havde kørt på, var blevet stjålet natten til mandag klokken 01.59 fra en forhandler i Viby.
Begge mænd blev derfor også sigtet for indbrud og for brugstyveri af motorcyklen.