Hashsag mod Hells Angels-rocker smuldrer
Næsten alle af de oprindeligt 24 anklagede i sag om hashsalg i Jægersborggade vil tilstå, siger politiet.
Den oprindelige anklage mod et medlem af Hells Angels for at have deltaget i den organiserede hashhandel i Jægersborggade i København er faldet sammen.
Den 42-årige mand er fredag ved en tilståelsessag blevet idømt fængsel i tre måneder, oplyser byretten til Ritzau.
Oprindeligt var han tiltalt for at have deltaget i handel med cirka et kvart ton hash, men sagen imod ham er smuldret, oplyser TV2.
Fredag er han således udelukkende dømt for hæleri med hensyn til de penge, som politiet fandt i hans postkasse og i hans lejlighed i gaden. Betjentene fandt i alt 65.000 kroner.
Den 42-årige har siddet fængslet siden den storstilede anholdelsesaktion i begyndelsen af marts. Efter dommen fredag er han blevet sat på fri fod.
Oprindeligt blev i alt 24 mænd tiltalt, men langt hovedparten har eller vil tilstå, oplyser vicepolitiinspektør Lau Thygesen i Københavns Politi.
Der ventes flere domme inden for den nærmeste tid, fortæller han til Ritzau.
Dermed er der kun tre personer, som fortsat nægter sig skyldige. Heraf er to medlemmer af Hells Angels.
I den kommende straffesag skal anklagemyndigheden således “kun” forsøge at bevise disse tre mænds involvering i den organiserede handel i gaden.
I forbindelse med den intense efterforskning mod miljøet har politiet blandt andet brugt agenter.
Anklagen drejer sig om, at der fra september sidste år og frem til anholdelserne i marts skal være forarbejdet, fremstillet, besiddet og videreoverdraget i alt ikke under 262 kilo såkaldt hashmix.
De to HA-rockere var bagmænd, hævdes det. De skal have organiseret den samlede produktion af joints, ligesom de under møder og pr. telefon skal have givet instrukser til vagter og sælgere, mener anklagemyndigheden.
/ritzau/