Hashbagmand vil frifindes i landsretten
Retssal 60 i byretten i København var tirsdag formiddag fyldt til bristepunktet, da der faldt afgørelse i den første af i alt syv straffesager, der drejer sig om den organiserede hashandel på Christiania.
De syv tiltalte mænd, der er mellem 37 og 50 år, blev alle fundet skyldige i at have opbevaret og overdraget mellem 116 kilo og 1,5 ton hash. Mændene har haft forskellige roller i organisationen og blev idømt straffe på mellem to og et halvt og syv års fængsel.
Den længste straf fik den 45-årige christianit Jesper Ole Jensen, som ifølge rettens opfattelse havde spillet »en central rolle«. Han blev blandt andet dømt for at have opbevaret knap 1,5 ton hash, hvoraf godt 500 kilo var blevet videreoverdraget.
Jesper Ole Jensen, der tidligere er straffet for lignende kriminalitet, ankede straks dommen til Østre Landsret.
»Vi har anket, fordi vi grundlæggende ikke mener, at der er tilstrækkelige beviser for hans skyld. Man kan godt sige, at der er nogle indicier, men det er jo altid en diskussion, om det så er nok eller ej. Det mener vi ikke,« siger den 45-åriges forsvarer, advokat Niels Forby, til eb.dk og uddyber:
»Vi mener, at syv år for omkring 1,5 ton hash er for voldsomt i forhold til det sædvanlige niveau. Vi mener ikke, der har været en kæde af indicier, som gør det holdbart at sige, at han er skyldig.«
Også Niels Rasmussen og Johnny Mikkelsen, der blev idømt henholdsvis fem og et halvt og seks års fængsel for at have ompakket hashen i Maribo på Lolland, ankede deres domme.
De syv mænd blev anholdt under en storstilet aktion, som Københavns Politi og Task Force Øst foretog i marts sidste år efter længere tids efterforskning. I alt blev mere end 80 personer anholdt. De øvrige sidder på anklagebænken i seks sideløbende sager, der alle afgøres i Københavns Byret i løbet af de kommende måneder.
Tirsdagens dom blev afsagt af en enig domsmandsret. Retten begrundede afgørelsen med, at sagen er et led i den organiserede hashhandel på Christiania, og at de tiltalte havde handlet i forening.
Samtidig lagde retten vægt på, at de tiltalte hver især havde modtaget et udbytte på mellem 116.500 og 1.153.600 kroner.
»Efter en langvarig og intensiv efterforskning har et godt samarbejde mellem anklagemyndigheden og politiet i Task Force Øst ført til, at man har fået afdækket hele forsyningskæden af hash til hashboderne på Christiania. I dag (tirsdag, red.) er ikke kun kurererne, men også bagmændene, blevet dømt,« siger anklager Stine Winther.
En ottende mand, et kendt ansigt fra rockermiljøet, var også sigtet, men begik selvmord, inden sagen kom for retten.
Forsvarsadvokat Henrik Stagetorn, der repræsenterer Henrik Friese Schou, som fik tre års fængsel for 460 kilo hash, forklarer, at sagen er særlig, fordi politiet har kørt en så målrettet efterforskning i lang tid:
»Politiet har anvendt en række indgreb, som er alt lige fra hemmelige ransagninger, rumaflytninger, aflytninger af biler og så videre. Det har medført, at man har kunnet sætte et anklageskrift sammen. I dag (tirsdag, red.) er første kapitel så sluttet,« siger advokaten, hvis klient modtog dommen.