Harry Potter-skuespilleren Maggie Smith er død
Maggie Smith havde en årtier lang karriere og roller i blandt andet "Harry Potter". Hun blev 89 år
Den britiske skuespiller Maggie Smith, der blandt andet er kendt for sin rolle som professor Minerva McGonagall i "Harry Potter"-filmene, er død.
Hun blev 89 år.
Det oplyser hendes familie fredag ifølge Sky News.
Både Oscar og Emmy
Hun er ifølge nyhedsbureauet Reuters blandt de få skuespillere, som har vundet både en Oscar, en Emmy og en Tony - mere præcist to oscarstatuetter og fire emmypriser.
Skuespilleren fik sin debut tilbage i 1950'erne på de skrå brædder som Margaret Smith, men ændrede kunstnernavn til Maggie Smith, da der allerede var en kendt skuespiller med samme navn i begyndelsen af 1950'erne.
Bedste skuespiller
I de efterfølgende årtier har hun stået på scenen eller foran kameraet i en lang række af film og tv-serier.
Hun vandt en Oscar for Bedste Skuespiller for "The Prime of Miss Jean Brodie" fra 1969 - på dansk "Miss Brodies bedste år".
"Dame" af britiske hoff
Hun er i senere år også kendt fra den populære TV-serie "Downton Abbey" om livet i aristokratiske kredse i det 20. århundredes Storbritannien.
I 1990 blev Maggie Smith gjort til "dame" af det britiske hof for sin karriere.
Døde på hospitalet
Hun døde på hospitalet, oplyser sønnerne Chris Larkin og Toby Stephens til det britiske medie.
- Hun var blandt venner og familier til sidst. Hun efterlader sig to sønner og fem kærlige børnebørn, som er knuste over at have mistet deres ekstraordinære mor og bedstemor, står der.