Harrods sælger Aston Martin barnevogn
Navnet er Bond. Baby Bond. Silver Cross har produceret en barnevogn for Aston Martin: Surf Aston Martin Edition 2014.
Aston Martin er som bekendt favoritbilen for Agent 007, så denne barnevogn skal nok skabe misundelse blandt fædrene på legepladsen.
Kun 600 styk er der blevet lavet af vognen, og alle vognene har et unikt nummer. For at få fingrene i en af de eftertragtede barnevogne skal man være hurtig, der er en venteliste og prisen er 3000 pund – eller 28.672,60 danske kroner.
Til gengæld garanterer Harrods, at baby får en både blid og luksuriøs start på livet. Barnevognen er designet til at beskytte og skærme baby som ingen anden, affjedringen giver den mest komfortable transport, man kan ønske for sin lille guldklump. Højteknologiske materialer som magnesiumlegering skal sørge for, at vognen både ser godt ud og er sikker for baby. Perlemorsskinnede ramme og lækre læderdetaljer sikrer, at Bond-følelsen er helt gennemført.
To britiske ikoner i et unikt samarbejde om en barnevogn, der lover, at baby får den bedste start på livet.
Ifølge britiske Metro, blev første udgave af vognen udsolgt på ingen tid, så det er med at være hurtig, hvis baby skal have den sejeste barnevogn. Men så kan far også bryste sig af at have en Aston Martin stående i garagen.