Hareide: Viktor Fischer fik måske sit gennembrud

Viktor Fischer har ledt efter en helstøbt præstation. Den kom mod Bulgarien, og Åge Hareide så et gennembrud.

Viktor Fischer gjorde det godt i tirsdagens 4-0-sejr over Bulgarien som afslutning på Kirin Cup. Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Viktor Fischer har længe været udråbt til fremtidens mand på landsholdet, og måske fik den kommende Middlesbrough-angriber sit endelige gennembrud i tirsdagens 4-0-sejr over Bulgarien ved Kirin Cup.

Landstræner Åge Hareide var meget tilfreds med sin 21-årige angriber, der var næstsidste dansker med en boldberøring ved alle fire mål.

– Jeg håber, at det var hans gennembrud.

– Vi har ikke andre af hans type, men nogle lidt større folk som Nicolai Jørgensen og Yussuf Poulsen, siger Åge Hareide.

Nordmanden godkender også Ajax-spillerens præstation i fredagens kollaps mod Bosnien.

– Han er vældig bevægelig, og han har været dygtig i begge kampe. I dag (tirsdag, red.) stod han bag flere mål. Man kan ikke forlange mere af en ung knægt. Han har potentiale, siger Hareide.

Pressede på for mål

Viktor Fischer deltog konstant i det høje pres, som Åge Hareide gerne vil have landsholdet til at praktisere.

Han havde også flere gode skudforsøg. Det ene blev halvklaret af Bulgariens målmand, og så kunne Christian Eriksen score det første af sine i alt tre mål i tirsdagens opgør.

Fischer tror, at Bulgarien-kampen kan udstikke en retning for hans fremtid på landshold.

– Jeg tror, at den kommer til at betyde rigtig meget for mig.

– Jeg har ledt efter en præstation, hvor jeg viste mere end et mål, en assist eller en aktion. Den sad der i dag. Det var en god præstation.

– Men det betyder mere for mig at se, at når vi er en eller to, der har friske øjne i pæren og er på, så er vi der alle sammen. Så lægger vi alle sammen et pres.

– Vi starter oppe foran, så kommer midtbanen og så forsvaret. Det var tydeligt, at det smittede af over hele linjen, hvor meget der blev arbejdet, siger Viktor Fischer

Angriberen forlader nu Japan med et positiv perspektiv på VM-kvalifikationen, der indledes 4. september i København mod Armenien.

– Jeg tror, at kampen er rigtig vigtig for os som hold. Det er tydeligt at mærke, at vi er tilfredse med den sejr her.

– Vi ved selv, at potentialet er her, og kampen var et rigtig godt eksempel på det. Vi er et ungt hold, og jeg synes virkelig, at det går fremad nu, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS