Hareide debuterer med sikker sejr
Der var masser af danske afslutninger, da Nicolai Jørgensen med to mål sørgede for en debutsejr til Hareide.
Landstræner Åge Hareide åbnede sin landsholdskarriere i Danmark med en sejr.
Torsdag aften sørgede et veloplagt og koncentreret dansk landshold for, at Island blev nedlagt med 2-1 på MCH Arena i Herning.
FCK-angriberen Nicolai Jørgensen blev dobbelt målscorer i anden halvleg, og begge mål faldt efter det direkte spil, som Åge Hareide på forhånd havde lovet de danske fodboldfans.
Dermed ikke sagt at Danmark bare forsøgte at spille sig til en friløber ved hver givne lejlighed, for bolden blev også kørt klogt rundt om de islandske spillere, som måtte bruge mange kræfter på at jage danskerne rundt på hele banen.
Sikker sejr
Først i det sidste ordinære minut reducerede Island efter et hjørnespark, men den fortjente sejr kom ikke i fare.
Hareide benyttede kampen til at afprøve en 3-5-2-formation. Formationen har efterladt et positivt indtryk, idet spillerne fandt en masse rum og plads på banen, mens man samtidig var i balance med nok forsvarsspillere, når bolden blev tabt.
Kun sjældent var det nødvendigt for Åge Hareide at rejse sig op for at demonstrere utilfredshed med spillet.
Når danskerne i sine mest direkte angreb var i fremdrift, lignede det et planlagt valg at slå tidlige indlæg.
Eriksen tæt på med frispark
Kvaliteten af indlæggene var noget blandet, men det var også et indlæg, der førte til første halvlegs bedste danske forsøg, da Yussuf Poulsen satte hovedet på, men akkurat dirigerede bolden forbi mål. Desuden havde Christian Eriksen et nærgående forsøg på frispark.
Eriksen var blevet placeret bag duoen i front med Nicolai Jørgensen og Yussuf Poulsen. Tottenham-stjernen forlod flere gange sin position for at gå ned i banen og modtage bolden.
Det gav et stort område, hvor Eriksen normalt ville have ligget, og det udnyttede særligt Pierre-Emile Højbjerg i første halvleg til at komme i frie positioner i midten af banen foran straffesparksfeltet.
Størstedelen af de 9194 tilskuere råbte “skyd” i kor, men Højbjergs afslutninger førte ikke andet med sig end et ærgerligt suk.
Selv om Danmark ikke vadede i chancer, lå der et dansk mål i luften efter at have været det bedste hold i store perioder af første halvleg.
Fem minutter inde i anden halvleg fik publikum så den scoring, da Nicolai Jørgensen afsluttede fladt efter et fornemt forarbejde af en udfordrende og målsøgende Yussuf Poulsen.
Fire minutter senere blev Jørgensen dobbelt målscorer fra næsten samme frie position foran mål. Selv om det var et veludført kontraangreb med Yussuf Poulsen og Christian Eriksen som arkitekter, burde bolden egentlig have ligget i det modsatte net.
Blot sekunder inden Danmarks anden scoring kunne Schmeichel ikke holde en hård og flad islandsk afslutning, men tæt under mål gled angriberen, der skulle have sparket returbolden ind i et tomt mål.
Det var de marginaler, som landsholdet ikke havde i efteråret, der nu var på de rød-hvides side. Efter 2-0-scoringen fortsatte Danmark med at dominere, og der blev forsøgt med flere langskud.
Eriksen, målmager Jørgensen og anfører Daniel Agger gik ud, mens Lasse Schöne, Lasse Vibe og Jannik Vestergaard fik muligheden for at vise sig frem. Også Martin Braithwaite og William Kvist kom på banen, men ingen af de fem indskiftere greb for alvor chancen.
I kampens døende minutter kom den første antydning af testkamp, da tempoet faldt. Det udnyttede Island til at reducere, da det danske forsvar ikke var opmærksomt efter et hjørnespark.
/ritzau/