Hårdt angreb: -Danmark er ikke en god allieret

Danmark, som kontrollerer Grønland, gør ikke sit arbejde, mener USA's vicepræsident.

Donald Trumps vicepræsident J.D. Vance kommer nu med et hårdt angreb på Danmark.
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark er ikke en god allieret.

Sådan lyder det fra USA's vicepræsident, J.D. Vance, i et længere interview med Fox News, hvor han blandt andet bliver spurgt til USA's interesse i Grønland.

- Der er søveje, som kineserne og russerne bruger, og helt ærligt, så gør Danmark, som kontrollerer Grønland, ikke sit arbejde. Og det er ikke en god allieret, siger vicepræsidenten.

Interesse i at overtage Grønland

Siden Trump blev valgt som præsident i november, har han ytret sin interesse i at overtage Grønland.

I begyndelsen af januar besøgte hans søn Donald Trump Jr. desuden Grønland.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at præsidenten har vist interesse i at overtage Grønland. Under sin første præsidentperiode sagde han, at han gerne ville købe Grønland.

- Så man må spørge sig selv, hvordan vi skal løse dét problem, løse vores nationale sikkerhed, og hvis det betyder, at vi skal tage flere territoriale interesser i Grønland, så er det, hvad præsident Trump vil gøre.

- For han er ligeglad med, hvad europæerne skriger til os. Han går op i at sætte det amerikanske folks interesser først, siger J.D. Vance til Fox News.

USA's præsident, Donald Trump, "er ligeglad med, hvad europæerne skriger til os. Han går op i at sætte det amerikanske folks interesser først", siger vicepræsident J.D. Vance til Fox News. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS