Hård kritik af lovforslag om lønnedgang
Der er hård kritik af et nyt lovforslag, der skal lovliggøre kollektiv lønnedgang.
Forslaget er blevet til, fordi regeringen bakker op om en redningsplan, som Fødevareforbundet NNF og Dansk Industri blev enige om for at redde Danish Crowns slagteri på Bornholm. Det skriver Avisen.dk.
Formålet er at give ansatte mulighed for at investere i lukningstruede firmaer, så de ikke mister deres job, men det er ikke gennemtænkt, lyder det fra HK Privat og HK Handel. Dansk Metal er også kritisk.
– Regeringen vil gøre det lovligt at konfiskere folks surt tjente penge sådan uden videre. Som lovforslaget ser ud nu, er der for få krav til arbejdsgiverne. Der står for eksempel intet om, at et firma skal være i krise for at kunne kræve, at de ansatte går kollektivt ned i løn, siger Morten Skov, der er politisk og økonomisk konsulent i HK Privat til Avisen.dk.
Medarbejder-investeringsselskaber er en ny selskabsform, der efter planen skal prøves af i en tre-årig forsøgsperiode. Selve lovforslaget er en udløber af en større fødevarepolitisk vækstplan, der blev aftalt i april.
Bliver den nye model vedtaget, vil den gælde for alle brancher.Regeringen har indgået aftalen med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
I går var sidste dag for at komme med forslag til forbedringer af lovforslaget.Formændene for henholdsvis HK Privat og HK Handel frygter, at lovforslaget i uændret form vil føre til, at arbejdsgivere kan tvinge ansatte ned i løn – på ubestemt tid – ved at true med fyresedler.
– Det er langt hen ad vejen en god idé, men det er jo at blande sig direkte i de ansattes løn- og ansættelsesvilkår. Derfor skal de faglige organisationer involveres i det øjeblik, tankerne om et medarbejder-investeringsselskab kommer på bordet, siger Allan Lyngsø Madsen, der er cheføkonom i Dansk Metal til Avisen.dk.
Ifølge ham har fagbevægelsen en god dialog med Erhvervs- og Vækstministeriet.Dansk Metal påpeger dog, at der lige nu kun er en minimumsgrænse for, hvor mange år en kollektiv lønnedgang kan vare. Fagforeningen, der taler på vegne af over 100.000 medlemmer, ser gerne, at der også kommer en maksimumsgrænse.
LO, der er paraplyforbund for 17 fagforeninger, er i store træk positiv over for medarbejder-investeringsselskaber, men advarer mod faldgruber for landets lønmodtagere.
– De tjener et godt og sobert formål, da de kan bidrage til at sikre beskæftigelse for danske lønmodtagere. For os er det imidlertid vigtigt, at vi grundigt diskuterer de potentielle faldgrupper for lønmodtagerne, siger LO-formand Harald Børsting til Avisen.dk.
Han understreger, at et medarbejder-investeringsselskab skal være en lønsom investering for den enkelte.
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) lover at lytte til, hvad der måtte være af indvendinger.
– Medarbejder-investeringsselskaber er et tilbud. Lovforslaget har ikke til hensigt hverken at undertrykke eller genere fagbevægelsen. Det er et værktøj, som fagbevægelsen selv har ønsket. De ansatte kan jo bare sige nej, siger ministeren til Avisen.dk.