Hård kritik af anbragte børns ringe skolegang
Trods flere års kritik er der fortsat store problemer med at tilbyde anbragte børn den undervisning, de har krav på, lyder det fra ombudsmanden.
Anbragte børn på døgninstitutioner og bosteder har i årevis ikke fået den undervisning, de har krav på.
Trods vedvarende kritik er situationen ikke blevet bedre, skriver Politiken.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Sådan lyder kritikken fra Ombudsmandens Børnekontor på dagen, hvor statsministeren har indkaldt til regeringsseminar, hvor en styrket indsats for udsatte og anbragte børn skal drøftes.
– Selv om ombudsmanden tilbage i 2016 kritiserede en række institutioner til anbragte børn for ikke at tilbyde dem undervisning i de fag, de har krav på, tyder det på, at situationen ikke har ændret sig, siger chefen for Ombudsmandens Børnekontor, Susanne Veiga, på baggrund af seks besøg på institutioner med interne skoler i 2019.
Børnene får ikke flere fag
Interne skoler varetages af visse anbringelsessteder, hvis et barn ikke vurderes at kunne klare sig i en almen folkeskole. Eksempelvis på grund af adfærdsvanskeligheder.
Ifølge Undervisningsministeriet var der 167 interne skoler med cirka 2.750 elever i 2018. En konsulentrapport fra Rambøll viste i 2018, at 69 procent af de interne skoler ikke tilbød den fulde fagpakke til eleverne.
Det er typisk fag som tysk, fysik og kemi, de anbragte børn mangler.
Men bare fordi barnet ikke går i almen folkeskole, forsvinder undervisningskravene fra folkeskoleloven ikke, forklarer Susanne Veiga.
Anbragte børn på interne skoler skal undervises i de samme fag som elever på deres klassetrin i folkeskolen. Det blev skrevet ind i folkeskolereformen i 2013.
Minister er utilfreds
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er stærkt utilfreds med den utilstrækkelige undervisning på de interne skoler, som ifølge ministeren muligvis bør lukkes helt.
– Med mit kendskab til området har jeg bedt arbejdsgruppen kigge på, om det overhovedet er en god idé at have de interne skoler. Det er jeg fundamentalt usikker på, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Politiken.
Pernille Rosenkrantz-Theil påpeger, at kun godt halvdelen af de børn, der er anbragt uden for hjemmet på institutioner og i plejefamilier, får en 9.-klasse-eksamen.