Hård brexit? Sådan skifter Johnson kursen

Johnson har udpeget en regering fuld af EU-modstandere og tilhængere af et brexit uden en skilsmisseaftale.

Boris Johnsons nye regering tyder på et hårdt brexit, skriver flere engelske medier. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var ventet, at Boris Johnson som ny britisk premierminister ville ryste posen, når han skulle sammensætte sin regering.

Men massefyringen af intet mindre end 18 ministre i løbet af Johnsons første timer som premierminister er alligevel overraskende.

Det mener The Guardians politiske redaktør, Jessica Elgot.

Det hold, som Johnson har udpeget til at lede Storbritannien og føre landet sikkert ud af EU, er stærkt EU-kritisk, påpeger hun.

– Johnson har indsat de ledende skikkelser fra “Leave”-fløjen (kampagnen for at få briterne til at stemme for brexit, red.) i topposterne, skriver Jessica Elgot i sin analyse.

EU-kritiske ministre

Hun peger især på EU-kritikerne Priti Patel, der er udpeget som indenrigsminister, Dominic Raab, der bliver ny udenrigsminister, og Michael Gove, der er blevet udpeget som minister uden portefølje med særligt ansvar for at forberede et brexit uden en skilsmisseaftale.

Ifølge The Telegraphs politiske journalist Andrew Lilico signalerer Johnsons valg af ministre, at han er seriøs omkring at ville trække Storbritannien ud af EU – også uden en skilsmisseaftale.

– “Leave”-kampagnen er genfødt, konstaterer han i en analyse, hvor han kalder de nye ministre for “Boris-slænget”.

– Brexit-fløjen er tung

Politisk redaktør Camilla Tominey fra The Telegraph skriver, at Johnson havde lovet historisk diversitet i sin regering.

– I stedet har det vist sig, at det er blevet en regering, hvor brexit-fløjen er tung, og “Remain”-fløjen (fortalerne for at forblive i EU, red.) er let, skriver hun.

Artiklen fortsætter under videoen

Ifølge den britiske tabloidavis The Mirror er Johnsons nye regering “den mest højreorienterede regering siden 1980’erne”.

– Det er den største udskiftning af ministre i regeringen i politisk historie, skriver avisens politiske redaktør, Ben Glaze.

– Det er en regering, der bringer os tilbage til Margaret Thatchers (tidligere premierminister, red.) ideologi, og som belønner “Leave”-fløjen, alt imens Johnson hælder mod et brexit uden en skilsmisseaftale.

Powered by Labrador CMS