Hård anklage: Facebook stalker sårbare unge for at udnytte dem til markedsføring

Et hemmeligt dokument viser med uhyggelige detaljer, hvordan Facebook kan udnytte teenageres usikkerhed til at tjene penge.

Facebook stalker unge helt ned til 14 år.Arkivfoto: SCANPIX
Arkivfoto: SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

Facebook er kommet for skud, efter det er blevet afsløret, at det sociale medie går efter potentielt sårbare unge til reklamespots. Det skriver News.

Anklagen kommer, fordi det australske medie The Australian fik fat på hemmelige dokumenter, der viser, hvordan Facebook kan udnytte humørsvingninger og usikkerhed fra teenagere, der bruger det sociale medie, til fordel for annoncører.

Vær forsigtig

Dokumentet beskriver, hvordan Facebook overvåger statusopdateringer, kommentarer og interaktioner. Ud fra det kan siden regne ud, om folk føler sig nedtrykte, stressede, nervøse, triste eller lignende. Det er teenagere helt ned til 14 år, som det sociale medie har overvåget på den måde.

Selvom Google er kendt som kongen af online-reklamer, tjente Facebook sidste år 546 milliarder på reklamer. Informationerne Facebook har indsamlet kan bruges af annoncører til at vise de unge reklamer, når de er mest sårbare.

De sociale medier, vi bruger, indsamler en masse personlig information omkring os, og Facebook er et af de firmaer, der høster mest data fra sine brugere.

Facebook: Undskyld

Det hemmelige dokument kommer fra en af Facebooks afdelinger i Australien. Det indeholder informationer om, hvornår der er størst chance for, at unge mennesker føler forskellige ting. For eksempel hvornår de er spændte eller har mod på at overvinde frygt.

Deles den information med annoncører, ved firmaer hvornår de skal reklamere for at ramme deres målgruppe bedst og derved udnytte unge menneskers humørsvingninger.

Facebook var hurtig til at komme med en undskyldning, efter dokumentet kom frem. Firmaet har udtalt, at det vil efterforske sagen og indrømmer, at det er forkert at gå efter unge mennesker på den måde.

Firmaet understreger dog, at indsamlingen af data ikke har overskredet privatlivets grænser eller loven. Men det tyder alligevel på, at Facebook har overtrådt Australiens retningslinjer i forhold til at reklamere over for børn.

Eksperimenterer med folks humør

Der er tidligere blevet spekuleret i, om Facebook udnytter sin brugeres data.

I 2012 kørte Facebook et eksperiment, hvor det prøvede at påvirke 700.000 brugeres humør. Firmaet ændrede den algoritme, der bestemmer hvilke statusopdateringer, der kommer op på folks startside. Facebook ville undersøge, om det ville gøre folk triste kun at se negative statusopdateringer. Konklusionen var klar: Det gjorde det.

Resultatet blev offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift, men Facebook blev kritiseret, fordi folk var bekymrede for, hvordan firmaet ellers kunne udnytte det indsamlede data.

I firmaets brugsaftale står der, at firmaet må bruge brugernes informationer til interne dataanalyser, undersøgelser, research og forbedringer.

Indtil videre bliver information om forhold, opholdssted, alder, antal af venner og hvor tit man bruger mediet, samt hvordan man bruger det, solgt videre til annoncører. Men ifølge det hemmelige dokument vil Facebook til at sælge reklamer på baggrund af statusopdateringer. Det kan betyde, at hvis du skriver en opdatering omkring dit vægttab, ser du senere en reklame på siden med slankepiller.

Powered by Labrador CMS