Har styr på 90 procent

Trafikstyrelsen har modtaget klager fra flere kunder og har derfor bedt SAS om en status på refusionsarbejdet

Offentliggjort Sidst opdateret

Luftfartsselskabet SAS har fået styr på 90 procent af refunderingerne til kunder i Danmark, som blev ramt af pilotstrejken i juli.

Det oplyser selskabet til mediet Check-In.

- Som det ser ud nu, er vi i mål med næsten alle refunderinger. Det, der tager tid, er dem, der skal laves manuelt, og der har vi et efterslæb. Vi har sat ekstra medarbejdere på, så vi arbejder på at løse det, oplyser SAS.

Det er primært de sager, hvor der også har været udgifter til andet end blot flybilletter, som tager tid.

46 klager

Trafikstyrelsen har imidlertid modtaget klager fra 46 SAS-kunder, som endnu er efterladt på sidelinjen. Derfor har styrelsen bedt SAS om en status på arbejdet.

- Her i Trafikstyrelsen har vi indtil videre modtaget 46 klager som umiddelbar følge af pilotstrejken, hvor under halvdelen af sagerne omhandler refusion af flybilletter.

- På det grundlag har vi valgt at gå i dialog med SAS og anmode dem om en status samt en generel udtalelse vedrørende strejken, og hvilken betydning den har haft for passagererne, lyder det i et svar til mediet.

SAS har tabt 1,3 milliarder kroner i tredje kvartal, viser regnskabet fredag. (Arkivfoto).
SAS har tabt 1,3 milliarder kroner i tredje kvartal, viser regnskabet fredag. (Arkivfoto).

1000 piloter i strejke

Omkring 1000 SAS-piloter fra Skandinavien endte med at strejke i to uger i begyndelsen af juli, efter at forhandlinger om en ny overenskomst brød sammen.

Det kostede selskabet mindst en milliard kroner og efterlod det med hundredvis af utilfredse kunder, som ikke kunne komme afsted som planlagt.

Powered by Labrador CMS