Har Lars Danmarks sjoveste julepynt?
Lars Andersen bruger mange timer og penge på hvert år at lave, hvad han selv kalder Danmarks sjoveste juleshow
Har Lars Andersen Danmarks sjoveste juleshow? Bedøm selv i videoen ovenfor
Lys, der blinker til musikken, julefigurer og DJ.
Den får på alle tangenter, når Lars Andersen hvert år i december forvandler familiens hjem i Køge til et juleshow, der tiltrækker folk fra nær og fjern.
Faktisk anslår han, at omkring 1000 personer har lagt vejen forbi huset for at se det gratis juleshow bare i år.
- Det er måske ikke det vildeste juleshow i Danmark, men jeg tør godt påstå, det er det sjoveste. Jeg kan mærke, at folk bliver underholdt, og de griner meget undervejs, siger Lars Andersen til Newsbreak.dk.
Har kostet mange timer
Han begyndte sit juleshow for omkring fem år siden, da han fik inspiration fra amerikanske og australske julepyntere gennem YouTube.
Siden er det gået slag i slag, og i dag er der blandt andet mere end 17.000 pærer involveret i projektet.
Lars Andersen anslår selv, at han har brugt 40-50.000 kroner på sit juleshow.
- Jeg synes faktisk ikke, det er så dyrt - taget i betragtning af, hvad nogle for eksempel bruger på hobbyprojekter som biler osv. Jeg bruger for det meste genbrugsmateriale, og jeg bygger alle tingene selv. Men hvis man regner min timeløn ud, har det været ufatteligt dyrt, siger Lars Andersen med et grin.
Sidste show i år er 2. juledag klokken 18.
Har Lars Andersen Danmarks sjoveste juleshow? Bedøm selv i videoen ovenfor