Har du en af disse plader liggende? De er penge værd!

Det er selvfølgelig ikke alle plader, der er penge værd. Men nogen er.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du har en gammel Gasolin-plade liggende i kælderen, enten fra din egen eller dine forældres ungdom, kan den være en hel del penge værd i dag. Det fortæller Simon Busk, “vinylekspert”, til DBA Guide i en pressemeddelelse.

Gasolin er i øvrigt langt fra det eneste band, hvis plader kan være ganske mange penge værd nu, og Simon Busk har til DBA guide udvalgt fire plader, der er en god chance for, at flere danskere faktisk har liggende i kælderen.

Det er bare ikke alle danskere, der er klar over, hvor meget sådanne ældre sager kan være værd, og alene derfor er der en risiko for, at pladerne ligger og samler støv på lofter og i kældre.

– Jeg vil skyde på, at der en gang om ugen kommer en kunde ind til mig med en af deres gamle vinyler, som faktisk viser sig at være så sjælden, at jeg vil give 1.000 kroner eller mere for den, fortæller Simon Busk til DBA Guide.

Kend dine plader

Simon Busk fortæller, at plader fra England er særlig grad kan vise sig at være penge værd, fordi lyden fra disse plader slet og ret skulle være bedre end fra så mange andre lande. Du kan undersøge, hvor din plade er trykt ved at lede efter “Made in” og “Pressed in” på dine plader. Simon Busk fortæller også, at førsteudgaver af plader, som med bøger og meget andet, er mere værd end de senere udgaver.

Der findes også forskellige årgange af vinyl-udgivelser, der kan være mere værd end andre årgange, og størrelsen på en plade kan også presse prisen op. EP’er (altså mindre plader med færre numre) kan være gode penge værd, og Simon Busk fortæller desuden, at musik fra 90’erne – på plade – også kan være g(l)emt guld.

– Vinyler fra perioden 1992-1997 kan være ret sjældne i dag, fordi de kun er udgivet i Europa. Det gælder for eksempel for flere af Neil Youngs udgivelser. De findes kun i Europæiske presninger, og måske er de også presset i Sydkorea og Brasilien, men de to sidste tæller ikke rigtig, for de presninger har ikke samme kvalitetsniveau som de europæiske, fortæller Simon Busk til DBA Guide.

Pas på dine værdier

Hvis du smutter ned i kælderen, eller hvor de gamle plader nu ligger, er du bedst stillet, hvis du finder plader i god stand i flotte indpakninger, uden ridser og andet, der kan trække prisen ned på pladerne.

Ifølge DBA Guide blev der i 2017 sat mere end 177.000 plader til salg på Dba.dk. Tallet er blevet firdoblet siden 2013, hvor der blev oprettet godt 41.000 annoncer med salg af plader.

Klik gennem galleriet og se, om du ligger inde med en eller flere af de plader, Simon Busk mener, du kan tjene gode penge på.

Powered by Labrador CMS