Har du dette system på din computer er den åben for hacker-angreb
Fra tirsdag er det slut med sikkerhedsopdateringer og servicering af styresystem.
Styresystemet Windows Vista vil fra tirsdag ikke længere blive sikkerhedsopdateret. Det betyder, at computere med det styresystem, da de nu ikke længere kan blive sikre nok, bliver det rene tag-selv-bord for hackere og andre it-kriminelle.
Så bruger du stadig en gammel Windows-computer, der kører med styresystemet Vista, så gør du klogt i at skifte den ud.
– Efter 11. april 2017 modtager Windows Vista-kunder ikke længere nye sikkerhedsopdateringer, gratis eller betalte assisterede supportmuligheder eller tekniske indholdsopdateringer fra Microsoft, skriver selskabet på sin hjemmeside.
Styresystemet Windows Vista blev lanceret i 2007 og er siden blevet erstattet af Windows 7, Windows 8 og senest Windows 10.
– Hvis du fortsat bruger Windows Vista, efter at supporten er ophørt, vil din computer stadig fungere, men den vil være mere sårbar over for sikkerhedstrusler og vira. Internet Explorer 9 understøttes ikke længere, så hvis din Windows Vista-pc har forbindelse til internettet, og du bruger Internet Explorer 9 til at surfe på nettet, vil du muligvis udsætte din pc for yderligere sikkerhedstrusler, skriver Microsoft.
Hackere sætter målrettet ind
Hvis ikke man får opdateret sin computer, vil de it-kriminelle står klar. Sådan lyder det i et blogindlæg fra sikkerhedsfirmaet Trend Micro, skriver TV 2.
– Disse angreb vil komme i mange udgaver. De kan være designet til at stjæle personlige detaljer, infiltrere bankkonti eller sågar gøre din computer til en zombie-maskine, der kontrolleres af en ondsindet tredjepart. Efter den 11. april vil cyberkriminelle være klar til at fordoble deres indsats, fordi de ved, at der kan være nye huller i dit netværk, som de kan udnytte, skriver sikkerhedsfirmaet.
Da det i 2014 var Windows Vistas forgænger, Windows XP, der blev lukket ned, gav det store problemer for en række virksomheder og ikke mindst regioner.
Titusindvis af computere på særligt de danske hospitaler kørte med XP-styresystemet, og de stod sårbare uden specielle – og dyre – sikkerhedsaftaler.
For Region Midtjylland betød det en ekstra regning på omkring 13 millioner kroner før it-systemerne var opdateret, skriver TV 2.
Det skulle, ifølge Microsoft, først og fremmest være private brugere, der ligger inde med computere, der er i farezonen.