Hanstholm Havn vil etablere udviklingsselskab
Nyt selskab skal sikre milliardbeløb til havneudvidelse.
Hanstholm Havn tænker innovativt og vil etablere et udviklingsselskab for at sikre de omkring to milliarder kroner, som en planlagt udvidelse af den nordvestjyske havn forventes at koste.
Det nye udviklingsselskab sættes i spil i erkendelse af, at en havneudvidelse kun kan gennemføres, hvis projektet får tilført privat kapital, bekræfter formanden for Hanstholm Havns bestyrelse, Martin Vestergaard.
– I udviklingsselskabet skal ansættes en udviklingsdirektør, der får til opgave at undersøge markedet for privat kapital. Vi finder det helt afgørende, at udvidelsen af havnen adskilles fra den daglige drift. Det sikrer vi gennem et udviklingsselskab, forklarer Martin Vestergaard, der oplyser, at udviklingsselskaber er en velkendt model i forbindelse med større projekter.
– Men vi vil naturligvis skabe en løsning, der er skræddersyet til den konkrete situation, siger han.
Modellen på plads i første kvartal 2015
Modellen for udviklingsselskabet forventes at være på plads i første kvartal 2015, mens partneren eller partnerne forventes fundet i løbet af 2015.
– Det er afgørende for os, at eksterne investorer kan bidrage med mere end blot kapital. Den bedste løsning sikres, hvis investorerne også kan tilføre viden til projektet og dermed koble investering og forretning sammen, siger Martin Vestergaard.