Hans købte en hyggelig gave til sit barnebarn: Nu har han mistet alt

Politiet slår hårdt ned på import af ulovlige knive. Det fik en 80-årig pensionist at mærke, da han ville købe en Counter Strike-souvenir til sit barnebarn.

Offentliggjort Sidst opdateret

– Man skulle tro, jeg var kriminel, siger han og ryster på hovedet.

Hans-Jørgen Kruse er pensionist. 80 år gammel. Han har fået en bøde på 3.000 kroner og har fået frataget sit jagttegn, som han har haft, siden han var 22 år.

– Jeg ville bare hjælpe mit barnebarn, som ville have den her halskniv som en souvenir, siger Hans-Jørgen Kruse til TV Syd.

Hans-Jørgen Kruses 11-årige barnebarn spiller Counter Strike og havde set sig varm på en halskniv – inspireret af spillet. Sammen søgte de på nettet og fandt en til 26 kroner.

Men kniven blev konfiskeret i tolden, og Hans-Jørgen Kruse er langt fra den eneste, det er sket for. Hos Syd- og Sønderjyllands Politi modtager man hver uge en kasse med våben, der er blevet konfiskeret i Københavns Lufthavn. Alene de første fire måneder i år har der været 96 sager med konfiskerede våben i politikredsen. Af dem drejede 52 sig om netop halsknive.

– Knivene bliver ikke mindre farlige eller lovlige af at være købt i udlandet som souvenirs, understreger politikommissær Torben Kloster over for til TV Syd.

De mange sager får nu politiet til at advare: Lad nu være med at købe dem. Det koster en bøde – og en plet på straffeattesten.

Halsknive er ulovlige

Ifølge knivloven er halsknive ulovlige at købe, bære og eje. Bliver en halskniv fundet i tolden, og køberen afsløret, koster det dyrt. Hans Jørgen Kruse synes da også, det er i orden, at han fik en bøde for sit køb på nettet.

– Jeg begik en fejl, og jeg har da også straks betalt bøden. Selv om den ikke kan bruges til ret meget andet end at spidse blyanter, og selv om vi købte den som en souvenir, så er den ulovlig, siger pensionisten.

Men efterfølgende fik Hans-Jørgen Kruse et brev fra Jagttegnskontoret i Holstebro, hvor der stod, at han skulle afhænde sit haglgevær og ikke kan få tilladelse til et jagttegn de næste fem år.

– Det er jo grotesk. Jeg har gået på jagt siden mine unge år. Tror de, jeg er en del af et bandemiljø her i byen og vil bruge kniven eller mit haglgevær til at slå nogen ihjel? Våbenloven går her for langt, mener han.

Powered by Labrador CMS