Håndværksrådet: Stop ikke boligfradrag
Virksomhedernes økonomi er stadig skrøbelig. Håndværksrådet og Dansk Byggeri vil bevare håndværkerfradraget.
Det er dårligt nyt for danske håndværkere, hvis boligejerne fra nytår ikke længere kan logge sig ind på Skats hjemmeside og trække dele af håndværkerregningen fra på selvangivelsen.
Afdelingschef i Håndværksrådet Frank Korsholm advarer regeringen mod at stoppe boligjobordningen – også kaldet håndværkerfradraget.
– De små og mellemstore virksomheder er langt fra ude af krisen endnu. De oplever kun et skrøbeligt opsving, og derfor ser vi gerne, at ordningen gøres permanent, siger Frank Korsholm.
Også Dansk Byggeri peger på, at opsvinget sker i sneglefart og henviser til nye BNP-tal, der viser negativ vækst i andet kvartal i år og en moderat årsvækst på 0,5 procent.
– Danmark er fortsat fanget i en lavvækstfælde, og derfor opfordrer vi til et større fokus på den private efterspørgsel, herunder boligjobordningen, siger cheføkonom Bo Sandberg.
– De nye tal er i vores optik absolut ikke ensbetydende med et opsving. Dagens tal reducerer regeringens skøn for 2014 til økonomisk ønsketænkning, siger Bo Sandberg.
Det er nye tal fra Skatteministeriet, der viser, at færre benytter håndværkerfradraget end forventet, som igen har aktualiseret debatten.
Tallene viser, at danskernes brug af ordningen, hvor hver voksen i husstanden kan trække 15.000 kroner fra årligt på selvangivelsen, indtil nu har kostet 1,6 milliarder kroner i skattefradrag i 2013.
Det svarer til 65 procent af skønnet på omkring 2,5 milliarder kroner – altså lidt over en tredjedel mindre en ventet.
Og det er endnu et argument for at droppe ordningen, mener regeringen.
De Radikales finansordfører, Camilla Hersom, peger desuden på, at det ikke længere er nødvendigt at løfte økonomien, fordi prognoser viser, at beskæftigelsen vil stige med 20.000 personer i år og næste år.
– Vi mener ikke, at der permanent skal være statstilskud til håndværksarbejde udført i private hjem. Det er uholdbart, siger hun til Ritzau.