Håndværkere gør sensationelt fund
Det stod der bare.
Rørlægger Jannic Vestergaard og maskinfører Henning Nøhr gjorde store øjne, da de tirsdag opdagede et intakt og velbevaret sværd under deres arbejde midt i Aalborg. Det skriver Nordjyllands Historiske Museum i en pressemeddelelse.
De tilkaldte hurtigt middelalderarkæolog Kenneth Nielsen fra Nordjyllands Historiske Museum, så de kunne få dateret det 112 centimeter lange sværd. Han kunne på stedet vurdere, at sværdet stammede fra middelalderen – nærmere bestemt 1300-tallet – da det lå i et affaldslag oven på Algades ældste brolægning.
– Fund herfra har hele tiden peget i retning af 1300-årene, så sværdet må være endt i jorden i det århundrede, siger Kenneth Nielsen i pressemeddelelsen.
Der er tale om et sværd af “ekstrem høj forarbejdningsmæssig kvalitet”, som på dansk betyder, at det har en række detaljer, som kun dygtige våbenmagere har kunnet lave. Blandt andet en såkaldt blodrille i klingen, som er med til at gøre det mere end en meter lange metalsværd forbavsende let.
Det vejer lige over ét kilo.
Mærkelig placering
Sværd var generelt dyre i middelalderen og derfor forbeholdt krigereliten, som i 1300-tallet var adelen.
Derfor studsede Kenneth Nielsen over sværdets tilsyneladende tilfældige placering i et gadeløb. Normalt tog krigere bogstavligt talt deres kostbare våben med sig i graven. Våbenfund bliver derfor som oftest gjort i gravhøje.
Ifølge Kenneth Nielsen kan den atypiske placering pege på, at sværdet er tabt under voldelige omstændigheder. 1300-tallet var nemlig et særligt uroligt århundrede i Danmark med mange interne magtkampe.
– Den bedste forklaring, vi kan komme på, er, at sværdets ejermand er blevet nedkæmpet i et slag. I tumulten er det så blevet trådt ned i det mudderlag, der har været i gaderne dengang, siger Nielsen.
Planen er nu, at konservatorer skal klargøre sværdet, så det kan blive vist frem på Nordjyllands Historiske Museum.